07 april 2013

Hvorfor nu denne blog?

Når jeg frigiver denne denne "post", så har jeg længe gået og holdt på hemmeligheden om, at jeg og min
familie tager til Kina i 3 år for LEGO. Og hvad er så længe? Jeg vælger lige den lange historie, så bare læs videre...

Tirsdag morgen d. 2. april 2013, spørger min chef (Susanne) om jeg har tid til et kort møde. Vi lukker døren til det mødelokale (Skovmusen), som findes i det samme område, som mine kolleger i "CIT Billund Support Team 2" og jeg sidder til dagligt. Susanne starter straks med, hvad hun er blevet bedt om. Hun fortæller, at ledelsen har "bidt mærke" i, at jeg har givet udtryk for, at min familie og jeg er interesseret, hvis der skulle være en mulighed for at arbejde i udlandet en periode. Og derfor spørger hun, om vi vil rejse til Asien i 2-3 år med henblik på, at være lokal IT support i.f.m. at LEGO skal etablere sig bedre i bl.a. Kina.

De første 1000 spørgsmål står i kø inde i min hjerne, men jeg er ikke i tvivl. Jeg siger "JA", med det forbehold at Anja, Morten og Marlene er med på ideen. Resten af den arbejdsdag er usædvanlig kedelig og uden virkelig indhold. Sidst på dagen er det så hjemad til lille Agerbæk. Det lykkes mig at holde mund med den "varme" nyhed til vi 3 sidder rundt om middagsbordet. Marlene er på Øse Efterskole og kan derfor ikke straks høre nyheden. Jeg har lidt sommerfugle i maven og bliver "totalt" lettet, da både Anja og Morten syntes, det er verdens bedste mulighed for vores lille familie. Marlene bliver også informeret og drømmer sig allerede ind på High School i Singapore, som er det første oplæg for min opgave i Asien.

Planen er lige nu et år i Singapore og så to i Jiaxing i Kina, hvor den nye LEGO fabrik skal bygges.
Afrejsen planlægges til 1. jan 2014.