08 juli 2013

Skrot => Slot


På bare få dage, har jeg fjernet mere affald fra vores nyerhvervede sommerhus kaldet "Slottet", end jeg i min vildeste fantasi havde drømt om. Navnet "Slottet" kommer fra den nøglering, der fulgte med husets nøgler. Jeg er stadig lidt i chok over, hvor meget "lort" folk gemmer i deres sommerhus. Vi har vist alle set flere tegn på "dårlig smag", hvad pynt og porcelæn angår når vi har været i et sommerhus, men jeg havde dog ikke forestillet mig, at de ting, vi kunne genbruge, kunne tælles på kun to hænder.

"Ja-ja" - siger du sikker - "hvor slemt ka' det være?"
Godt spørgsmål! Her er nogle detaljer fra "Slottet" på Søgårdsvej.
  • Ovnen var næsten ny, men krævede en hel dags rengøring med RensLet og grydesvampe. Anja har med knofedt, blod, sved og tårer med succes genskabt produktet efter en alt for tidlig "stegeos og fedtdød".
  • Badeværelset havde fugtskadet møbler og trævægge. Fliserne i brusekabinen var limet direkte på rustikbrædderne med deraf opstået fugtskade og råd.
  • Skuret var fyldt med gammelt og defekt ragelse, som tidligere ejer ikke lige kunne overskue, om det skulle repareres eller køres på genbrugspladsen.
  • Rundt omkring på grunden var der "ude af syne - ude af sind" gemt eller glemt diverse effekter. Gamle havestole, krukker, jernrør, presenninger og tomme malerbøtter.
Jeg kunne blive ved med at fortælle "skumle" detaljer, men jeg vil bare nøjes med at fortælle lidt om genbrugspladsen. Den og jeg har set en del til hinanden efter vores køb af huset. Vi er blevet "fortrolige" :-)

I "gamle dage" var det manddigt, når der skulle tages fat, så var det "fatter" i huset, som gjorde det. Med ligeberettigelsen og meget andet godt fremkommet af den bølge, så er genbrugspladsen en af vores sidste bastioner. Her kommer der ikke kvinder! Her tager vi mænd ud med vores evner til at bakke med trailer og bruge muskler, når der skal læsses af og gode hjerne, når der sorteres.

På genbrugspladsen hjælper vi hinanden med at tage fat eller tømme hinandens trailer for murbrokker (...mest for, at vi selv kan komme hurtigere frem i køen). Vi evner at se om træ er trykimprægneret og derfor skal i en anden container eller om det bare skal afleveres til genbrugstræ og omdannes til gode spånplader. På vej væk fra genbrugspladsen kan vi så sidde med en "nossebajer" (øl dåse placeret i skridtet) og puste ud efter det hårde arbejde.

Til slut så er her lige en lille billedeserie for at udviklingen på "Slottet".