31 august 2013

Farvel Falck

Host på høloft
Slukning af karbad
Så fik jeg afleveret min indsatsbeklædning, kalder og nøgle. En periode i mit liv med mange oplevelser. Det at være brandmand spiller på hele følelsesregisteret - glæde, frygt, sorg, angst, spænding, ja kort sagt alle følelser.

Det hele startede med, at min svoger John, foreslog, at det måske var noget for mig. Han var et år forinden selv begyndt og talte varmt for, at jeg skulle søge om ansættelse. Efter en dialog med Anja, så blev det vedtaget. Jeg skulle være brandmand.

Billederne her til højre er fra min første, mere alvorlige indsats. En lastbil og en modkørende varevogn havde ramt hinanden på Tingvejen mellem Grindsted og Korskro. Begge chauffører blev dræbt ved sammenstødet. Det var et uvirkelig syn, vi kom frem til. Alt var kaos - en slagmark med iturevne biler. Som kontrast til det hele, holdt de biler, som ikke kunne komme forbi ulykkestedet og ventede. Ikke mange personer havde vovet sig hen ulykken for at hjælpe. For dem måtte det også være lige så svært et syn som for os.

Meget af det at være brandmand, kræver uddannelse og vedligeholdelse af samme. Baggrunden, for alle de øvelser der afholdes, er at vi aldrig ved, hvad vi kommer frem til og derfor skal kunne "alt". Ganske enkelt handler det jo bare om at bruge den sunde fornuft, men den kan være godt "gemt/glemt", når adrenalinen pumper rundt i kroppen. Ofte sker det, at man "fryser", fordi hjernen enten "fascineres" eller går i chok over det, hjernen ser, og så gælder det om at gøre de ting, man har øvet til "hudløshed".

Jeg tror jeg skal være brandmand igen, hvis jeg har en "kinamands chance" for det, når vi er tilbage i Danmark. Det at kunne gøre en forskel, det er det der giver indhold i livet. Hvis du har mod til at være det også, så se mere her:

http://blivbrandmandnu.dk/


Farvel til "Falken" for denne gang