08 oktober 2013

Endelig afgang til Shanghai

Så er der pakket og vi venter på en taxa.

Jeg har valgt at holde fri et par dage inden vi endelig om mandagen drager afsted på eventyret. Sommerhuset er nu helt færdigt med nyt tag, nyt badeværelset og ny omgang maling udvendigt. Jeg kan se tilbage på nogle hektiske måneder, hvor vi har vendt vores liv på hovedet. Vi har ikke været i tvivl om at vi ville blive udfordret, men at vi blev ramt af både held og uheld var ikke til at forudse.

Det er faktisk en underlig afslappet weekend vi 3 har i sommerhuset. Det er som om vi har forberedt os så godt at der ikke er mere at lave. Vi nyder virkeligt de sidste timer og har god tid til at slukke og lukke. Det sidste er pakket og vi er klar til at tage afsted. Huset aflåses og vel vidende at svigermor og svigerfar nok skal passe godt på huset, så er det en ubekymret gruppe, som tager med taxa til Billund Lufthavn. Et sidste blik over skulderen skaber ingen uro i maven om at vi har glemt noget. Dejligt at kunne tage afsted på vores eventyr uden at være bekymret.

Sidste billede fra Danmark.
Næste gang - Sommeren 2014.
Begge mine "Svimser" (svigermor og svigerfar") dukkede op i Billund Airport for at sikre, vi kom godt afsted. En hyggepose med en kærlig hilsen fra dem bliver overleveret til Anja. Flere "spande" med tårer bliver hældt af, inden vi går til "ingenmandsland". Også denne gang nyder vi en stor øl inden afgang.

Et "øl-billede" til Facebook måske!
Om bord på flyet sidder vi 3 sad sammen. Det er rart at kunne have en dialog. Jeg kom desværre til at sidde ved siden af en kineser, som "super-snorker-sover". Der er ingen af os, der kan forstå, at han ikke vågner, på trods af flere skub. Han har stadigvæk headsæt på, så på et tidspunkt starter jeg en film på hans skærm for at se hvad der sker. Jo... ganske rigtig gættet. Han vågner og ser filmen til ende, hvorefter han falder i "super-snork-sove" tilstand igen.

Velkommen "Mr. Wilson"
Da vi ankommer til Pudong Airport, så er vi er alle trætte, men stadigvæk ved godt humør. Vi er blevet bedt om at udfylde en bestemt blanket, for at sikre at vores luftfragt kan ankomme tidligere. Det bruger vi en del tid på at få løst, men det er da også underligt at det skal være så indviklet at "importere" noget luftfragt. Vel ude af ankomsthallen, med alle vores kuffeter, finder vi en "hyrevogn". Det blev en tur i en flot Mini Van til hotellet, hvilket koster 600 RMB. Sidste gang gav vi 168 RMB for en tur i en gammel slidt taxa. Vi booker ind på Raddisson Blu ved Peoples Square, som er et af vores aftalehoteller. Her er hyggeligt og pænt. På værelset er der et velkomstbrev og jeg føler at vi er godt modtaget.

Byen med de mere end 23 millioner indbyggere er stedet, hvor vores eventyr skal opleves de næste 3 år. I taxaen mod Billund Airport spillede radioen "let the fingers do the walking" med "Sort Sol". Det er et af de fedeste danske numre gennem tiderne. Det er lige mig. Nu er jeg sikker på, at det kun kan blive en god rejse.Vi er alle enige om at der bliver sat meget ind på "kontoen for oplevelser" og at vi nok ikke kommer til at kede os de første mange måneder. Mon ikke det også bliver nemt at skrive om eventyret på bloggen.