13 november 2013

Gadens gøglere og andre ting at se...

Hverdagens oplevelser er fantastiske her i Shanghai. Til at begynde med var vi vildt fascinerede af alle de skyskrabere, der findes, men det bliver jo også noget, som hører hverdagen til. Så gælder om at fjerne sine fordomme og begynde at nyde hverdagens andre indtryk. 

Stå på hovedet, syng og spil guitar
Der er mange, som sælger diverse Kinavarer på gaden fra deres trækvogne eller cykler med lad. Ofte pænt overlæsset, så man kan undres over, hvordan de er kommet frem til deres salgstade. Der er også forkrøblede tiggere, men ikke så mange "snydere", som jeg havde forventet. Dem er der mange flere af i f.eks. Berlin og Bruxelles.

Vasketøj på snor
Der er mange områder i Shanghai, hvor levestandarden er under, hvad vi i Danmark ville kalde for fattigdomgrænsen. Jeg bliver lidt irriteret, når jeg tænker på de danskere, som på trods af, at de får understøttelse eller kontanthjælp uden at skulle arbejde, stadigvæk klager over, at de ikke har råd til smøger. Kom lige til Kina, Indien eller andre steder med fattigdom! ... nå, surt opstød.

I de fattige områder er det sjovere at have øjnene åbne over for det, man kan opleve her end det er på de normale "blankpolerede" vandringer, man ofte vælger at tage. Vasketøj, gadekøkkener, børn som leger, bittesmå butikker og et virvar af indtryk er det, man får ved at vove sig ind igennem de fattige byområder. Og det er jo ikke så ringe endda.

Motorveje på 1. sal
Da trafikken i Shanghai blev for tæt, så valgte man den eneste smarte løsning, at lave motorvejene på broer. Det er helt sikkert ikke den billigste løsning, men valget gør, at vejnettet næsten er fordoblet på de strækninger. Det er imponerende, at se løsningen "i drift" - "kom ind i kampen" København :-)