20 december 2013

Just what I skulle til to say!

Julen står for døren her i byen - der inden for en kort årrække bliver til verden største. Shanghai og de omkringliggende byer – Kunshan, Qingpu, Songjiang og byer så langt væk som f.eks. Jiaxing (100 km.) – er ved at vokse sammen og de vil dermed ende med at være hjem for op imod 100 millioner.

Her i "vores lille hjem" har vi taget godt hul på at skulle finde julestemningen og det går faktisk ikke så hurtigt som forventet. ”The Julekalender” på DVD er taget med herud og den er et dejligt skub i den rigtige retning. Vi glæder os alle tre til, at Morten kommer og fejrer julen sammen med os. Og han glæder sig også til i ca. 8 dage, at kunne tage del i de oplevelser, vi har her. At samle familien er jo en del af julens bedste nydelser.

Der er desværre kommet et lille skår i glæden, efter at vi fik den dårlige nyhed, at min mor havde fået sit ben amputeret lige over knæet. Efter to døgn i kælderen med et brækket ben, så endte det desværre med, at det skulle fjernes. Nu har hun udsigt til mindst ½ års genoptræning, at skal bruge benprotese og måske kørestol og er måske netop derfor også nødt til at flytte i ældrebolig. Hvor ville jeg gerne kunne hjælpe, men jeg må erkende, at jeg denne gang skal overlade hele opgaven til mine to brødre. Jeg fik for et par dage siden ringet direkte til den afdeling, hvor hun er "indlogeret" på Kolding Sygehus. Da der er ikke længere findes "kundetelefoner", så jeg fik lov til at låne "Eva sygeplejeskes" telefon til samtalen. Både min mor, Anja og jeg var i dialog. Hvor var rart at høre hendes stemme igen :-)

Marlene klarer sigt rigtigt godt i skolen og har flere 10'er og 12'er på listen. Og så har hun fået en hoverolle som "Rose" i historien "The Little Prince". Det glæder vi os meget til at overvære.
Udover at det går hende godt i skolen, så meddelte hun forleden, at "nu vidste hun godt, hvad hun skulle lave i fremtiden!" - hun skulle arbejde for LEGO. Både præst og korrespondent har tidligere været på tale, men nu har hun set "dagen lys" og er nu helt sikker på, at hun skal arbejde med "salg/marketing/kommunikation" ved LEGO. Til et "foredrag" på skolen var der blevet spurgt, hvem der kunne tænke sig at arbejde for f.eks. Coca Cola og lidt senere, hvem der ville vælge LEGO. Og så var Marlene ikke længere i tvivl. En ny medarbejder er ved at blive født :-)

Juleaften står menuen på kalkun, hjemmelavet rødkål, sukkerbrunede kartofler og til dessert -hjemmelavet ris a la mande med de ingredienser, vi nu kan fremtrylle her. Kirsebærsovsen er dansk og Morten har den med i kufferten. Som hygge til kaffen og gavefordeling har Morten småkager med hjemme fra svigermor. Med lidt chokolade og andet godt, så kommer vi rigtig til at hygge os, når julen blive lukket ind af døren. 

Kenneth skriver om vores mor!

Jeg har endnu engang tilladt mig at "klippe" lidt tekst fra noget som min storebror Kenneth har skrevet. Jeg misunder ham hans evner til at skrive godt, men mit princip er nok også mere - at det er bedre at jeg skriver noget... end ingenting!

Her er så Kenneth's historie:
 

Jeg synes, jeg skal skrive en opdatering. Jeg synes også den godt må være lidt humoristisk, selv om det overhovedet ikke er sjovt, det som skal fortælles.

Lad mig lige rekapitulere:

Lørdag den 23. november om eftermiddagen havde min mor bagt småkager, og mens de lige stod og dampede af, gik hun i kælderen efter en kasse med julepynt. På vej op af kældertrappen, brast den pludselig sammen, og mor drattede sammen med trappe og glimmerværk ned på det hårde betongulv og brækkede højrebenet.

Hun var alene hjemme. Ingen hverken så eller hørte det ske. Så min mor - i daglig tale Farmor eller Bedste - var i problemer. Hun fik sig krabbet op på den nedfaldne halve kældertrappe, for ikke at ligge på det kolde gulv, og begyndte så at overveje sine muligheder.

Farmor har aldrig været nogen stor fan af den moderne teknologi, og selv om det er lykkedes os tre brødre at overtale hende til at få trådløst internet og computer, så satte hun grænsen ved mobiltelefon. Sådan noget fik man da aldrig brug for…

Fastnet har jo aldrig fejlet noget, og det har da også fungeret fint, når hun og kæresten Karsten ringede sammen hver dag ved aftenstide. Desværre havde de lige snakket sammen, da ulykken skete, så det var først søndag aften, Karsten ringede. Farmor blev glad, da den gammeldags Kirk telefon med spiralledning ringede oppe i stuen.

Men Karsten tænkte, at hun nok bare var i byen eller noget, siden hun ikke svarede. Det var først, da han heller ikke fik kontakt mandag aften, at han blev urolig. Han ringede så til mig. Jeg var i København i disse dage, og det var da mærkeligt, at Farmor ikke tog sin telefon. Vi blev enige om at Karsten skulle ringe til min bror Thomas, som befandt sig noget tættere på Lunderskov.

Karsten fik indtalt en besked på Thomas’ mobil. Den hørte han lidt senere, og ringede så til mig. Vi tænkte, at det nok bare var telefonen som var i uorden, men for en sikkerheds skyld ville Thomas & Vita starte bilen og køre til huset på Kirkevejen.

I mellemtiden havde Karsten fået den idé også at ringe til præsten i Skanderup og bede ham kigge forbi og se, om der var sket noget.

Døren er ulåst, da pastor Haldrup dukker op. Og da Farmor hører nogen gå ind, råber hun på hjælp, og så står han dér og kigger ned på hende. Thomas kommer brasende ind i samme minut og undrer sig over at se ryggen af en mand. Hvis det er noget med hjemmerøveri, må han hellere dele håndmadder ud. Men det er jo bare præsten, hvad laver han dér?

Han har selvfølgelig ringet efter en ambulance. Med lidt hjælp fra Farmor, som huskede ham på nummeret: 112. Man kan blive noget så forvirret i sådan en situation. Kælderen er i fuld højde, og Thomas vil ned. Bruger sine mange armkræfter til at svinge sig ud over det løsthængende træværk og hopper så ned til vor mor. Vita rækker et stort glas vand ned, så Farmor kan få noget at drikke, efter to døgn og fire timer uden hverken vådt eller tørt, eller insulin, for den sags skyld.

Hendes hænder er kolde, kan Thomas mærke, men hun er glad for at være fundet. Hun undskylder stanken af pis og lort, men hun kan godt drikke et stort glas vand til, og et til. Thomas får flået det sidste af den mørnede trappe ned, så en stige kan komme ned. Den er lidt for kort, men Thomas holder den, så lægen kan komme ned.

Det tager noget tid at få Farmor op. Hun bliver spændt fast på en båre, som de kalder et spineboard, og Falckfolkene får flyttet skabsfryseren i mellemgangen, og skaffet en bedre stige, så hun kan komme op og rundt og ud af døren, gelejdet over gelænderet og ned i ambulancen.

Der har så samtidig været et trafikuheld længere henne ad Kirkevejen, og derfor bliver der et kort pitstop med briefing af kollegerne dér, inden Farmor køres ind til Kolding Sygehus. Dér arbejder min papsøster Margit, datter af salig metalsliber Erik Thomsen, så vor mor får nærmest en statsmandsmodtagelse, med indtil flere læger til at tage imod helt fremme ved rampen, da ambulancen ankommer.

Benbruddet er kompliceret, det kan ikke bare sættes på plads med gips. Der skal metalstivere til, som siden skiftes ud med en nydelig konstruktion med fire ringe, som ses på fotoet.

Jeg kom til hospitalet dagen efter indlæggelsen, og havde det så underligt at jeg skrev et digt, som jeg uploadede over en kop kaffe på intensiv afdeling. Det er rart nu at kunne få detaljerne med og fortælle, hvad min mor tænkte på, mens hun lå der i kælderen og ikke kunne andet:

Farmor kan godt lide at synge salmer, og når hun lå og kiggede op på den halvåbne kælderdør, var det jo oplagt at synge nummer 84: Gør døren høj, gør porten vid.

Hun tænkte også på, hvordan det nu skulle lykkedes med den traditionelle julefrokost, der skulle være omkring stuebordet fredag den 29. Vor mor lagde plan for, hvem der nu skulle ordne dit og dat. Jeg var tiltænkt arbejdet med frugtsalaten.

Bordplanen faldt endeligt på plads nu. Vor mor havde været lidt nervøs for, om der var plads til alle gæster omkring bordet - men nu hvor hun jo ikke selv skulle sidde med, så var der ingen problemer. Og småkagerne! Nu lå de dér og blev bløde - men hvis hun stillede kagedåsen uden låg på radiatoren en times tid, så blev de nok sprøde igen.

Om søndagen tænkte hun på, hvornår genboerne kom hjem fra kirke, så hun kunne time hvornår det var bedst at råbe om hjælp. Men ingen har kunnet høre hende nede på vejen, ligegyldigt hvor højt hun har råbt.

Hun tænkte også på, at det kunne være rart med en indbrudstyv. Så ville hun fortælle hvor der lå nogle penge, bare han ringede efter hjælp.

Vi er alle meget lettede over, at Farmor blev fundet inden det var for sent. Men desværre har en dårlig blodcirkulation i foden medført, at lægerne måtte træffe beslutning om at fjerne noget af benet. Og da vor mor i forvejen har en dårlig skulder efter sit cykelstyrt for nogle år siden, var der ikke meget andet at gøre, end at amputere over knæet. Hun var nede i kælderen en dag eller to efter dén besked - men har genvundet sit gode humør.

Farmor har fået en kørestol, og der bliver også lavet en benprotese til hende. Mange spørgsmål trænger sig på: Kan huset indrettes, så hun kan blive boende? Thomas og jeg har målt os frem til, at kun få af dørene er brede nok til kørestolen - men det er jo så godt nok, at især kælderdøren er for smal.

Alle de spørgsmål om hvad der nu skal ske, det tror jeg min mor ligger og funderer over lige nu. Sin modstand mod mobiltelefon har hun vistnok opgivet - men hun har fortsat en russersej vilje til at komme videre i livet, med alle dets lyse sider.


Det er nu heller ikke så tosset med den teknologiske udvikling med alle de dersens datamaskiner. Selv om min lillebror Stephen er flyttet med familien til Shanghai, så er det jo en smal sag at tale sammen på Skype.

Anja skriver igen :-)

Nedenstående er igen en hilsen, som Anja har sendt til de nærmeste for at fortælle ,hvordan vi har det. Og lige som de foregående, så må også gerne læse den :-)

Shanghai, den 20 december 2013
Kære alle

Tiden flyver af sted og vi flyver med.....
Det er nu 2½ måned siden, vi drog her til Shanghai og vi er efterhånden ved at være kommet på plads i vores skønne lejlighed. I øjeblikket er vi overbeviste om, at vi sagtens kan vænne os til at bo i lejlighed, men det er jo også fortsat nyt og spændende.

De sidste uger er gået med at få pakket de sidste kasser ud og vi mangler efterhånden kun at få styr på lidt højtaler, ledninger og enkelte lamper, men det kan også være en udfordring at skaffe småting til den slags. Morten skulle gerne komme med samlemuffer, således Stephen kan få lamperne hængt op
uden brug af tape!
Derudover har vi været til julefrokost med DCCC, hvor vi nød en snaps eller to, flæskesteg, sild og hvad man nu ellers nyder til en julefrokost. Arrangementet blev afholdt på ”Henkes”, som har en dansk køkkenchef ansat – det er et sted, vi kommer mere end en gang.

Jeg har været til ”Balut” sammen med andre danske piger, det er er super arrangement, hvor vi hygger, snakker og får lidt godt at spise og vi slutter af med et spil balut, det er en super hyggelig aften, - og sjov!
Marlene brugte hele sidste uge på eksamen, hvilket hun klarede super godt med 4 – 10 og 12 taller. Hun hænger i med skolen, som hun aldrig har gjort før og vi kan alle 3 se, hvordan det lønner sig. I går var der for eleverne informationsmøde om næste skoleår. Så hun skal nu tage stilling til, hvilke fag hun ønsker i 11. og 12. årgang og så skal der jo tænkes fremadrettet og hun skal overveje, hvad hun vil være, når hun ”bliver stor”. Dette er noget, hun skal bruge juleferien til, da valget af fagene skal være truffet ultimo januar.
Hun nyder fortsat at gå i byen med veninderne, dette er dog sat på stand by i julen, da alle rejser på ferie eller til deres hjemland og fejrer jul. Så de gav den lige gas sidste weekend, det er dejligt at hun nu trives.
Hun savner selvfølgelig veninderne hjemme i DK, men dette udligner oplevelserne herude.

Stephen arbejder, som han plejer at gøre. Jeg tror, han er ved at affinde sig med de udfordringer, det kinesiske system af og til giver ham – (men det er han jo også nødt til). Han har efter fyraften de sidste uger brugt tid på at få de ”tunge ting” herhjemme på plads.

Jeg har også brugt de sidste uger på at finde på julegaver – og få dem købt. Det er ikke alt, jeg vil have fat på, der lige er til at finde. Men så må jeg jo tænke kreativt....
Britt og jeg har været på et par markeder og har fundet de fleste indkøb, det er sgu sjovt indimellem og gav et par grineflip. Så kan vi jo belønne hinanden med frokost og kaffe – og DET er hyggeligt.

En enkelt ting har jeg også haft hjælp til at bestille på en kinesisk hjemmeside (kan dog oversættes til dansk) – og det takker jeg Liselotte og Ole for. De bestiller alt på nettet. Stephen og jeg har bestilt lidt dagligvarer på engelske hjemmesider og det har fungeret fint. Vi må se at få de kinesiske hjemmesider lært.

Det kan godt være, at det snart er jul og ferien nærmer sig, men jeg synes dog ikke helt at stemningen er fundet. Vi har pyntet op og har et grimt træ. Da vi nu ikke kunne få et rigtigt træ og julepynten herude er generelt grimt, gik der lidt sport i at få et ”grimt træ”. Det lykkedes vist nok.

Vi har bagt pebernødder og jeg har købt gaver. Vejret er i dag koldt og det føles som lige under frysepunktet. Julemusikken hører vi i radioen og vi har været til dansk julegudstjeneste med få deltagere. Men når det er sagt, så er det ikke jul (endnu).
Vi håber, det kommer, når vi lørdag middag skal hente Morten i lufthavnen – og hold da k..., hvor vi alle 3 glæder os til at se sønnike og brormand igen. Vi tager revanche næste år, hvor vi har planer om at komme til DK og fejre julen – den tid, den glæde!

Lige nu sidder Morten dog hjemme i DK og sveder over SRP (stor skriftlig opgave), der skal afleveres senest i morgen fredag kl. 12 og et par timer senere skal han gerne sidde i flyet på vej væk fra Billund. Efter sådan et projekt har han også fortjent en juleferie her i vores lille by. Vi glæder os til at vise ham lidt rundt og nyde go mad og et lille glas eller to. Samtidig skal vi have fundet ud af, hvilket universitet, han skal studere
kinesisk, når han kommer herud til sommer.

Desværre var farmor ude for et uheld sidst i november....
Hun ville hente en kasse med julepynt i kælderen og på vej op knækkede trappetrinnet under hende og så lå den stakkels farmor der i 2 døgn og 4 timer, før end hun fik hjælp.
Den forfærdelige hændelse gav åbent benbrud og efter at have forsøgt at redde benet, måtte lægerne på Kolding Sygehus desværre amputere hendes højre ben lige over knæet. Forude venter der farmor et halvt års genoptræning og hårdt arbejde – øw, øw, øw...

Stephen og jeg havde en go telefonsamtale med hende den anden dag. Hun har det OK, Kolding Sygehus passer godt på hende og hun har heldigvis hendes dejlige og gode humør og hun er klar til at tage udfordringerne op. Hvor er det bare svært at være 10.000 km. væk og ikke lige kan smutte forbi og gi et knus og få en snak. Det har været hårdt ved os alle 3 – men specielt Stephen har hængt lidt over det de seneste uger. Heldigvis er hans brødre i nærheden og familien Thomsen ser også til hende.

Morten og mine forældre har også været et smut forbi hende, så hun har jo ”folk” om sig, bare ikke ”os 3 kinesere”....

Kan I nu alle have det godt. Vi vil ønske jer en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Vi håber, I alle passer godt på hinanden og at vi skrives ved i det nye år. Vi vil glæde os til at høre om jeres danske jul og nytår – vi skal jo også holde nytår ultimo januar.....
Lev livet mens I har det....

Knus og mange kærlige julehilsner fra os alle 3
Anja

19 december 2013

Julefrokost med kinesiske kollegaer

Glæde over maden
Mange firmaer giver et beløb i forbindelse med julen, så medarbejderne kan arrangere julefrokost sammen. Og det gælder selvfølgelig også for LEGO medarbejderne i Kina, selvom de fleste ikke fejrer julen. Men mad, det kan de lide og for vores kultur, en meget anderledes fornøjelse og oplevelse.

Krabber i karry
Efter at have været til julefrokost for medlemmer af DCCC (The Danish Chamber of Commerce) på Henkes, have indtaget bl.a. snaps, sild og flæskesteg med mere, så var der ikke meget julemad at finde på den kinesiske menu. Der bliver godt nok serveret meget fisk, men det minder ikke meget om de marinerede eller stegte sild. En hel kogt karpe, hvor skællene er delikatessen eller krabbeklør, som skal knuses med tænderne, var nogle af retterne på menuen. Jeg bad dog om et "tool", da jeg ville smage på krabberne og fik en nøddeknækker udleveret!

Kogte frøer
Skalddyr i melon
En af de særlige delikatesser er de kogte frøer, som Anja, Marlene og jeg har set, man kan købe levende i bl.a. TESCO.Mine kollegaer var da heller ikke helt sikre på, om jeg ville prøve at spise det. Jeg har dog smagt stegte frølår før. Det var engang, da min bror Kenneth og jeg var på vej hjem i bil fra Århus. Kenneth læste, sædvanen tro, avis alt imens jeg passede kørslen. Og i en annonce læste han, at vi kunne købe frølår på en restaurant i Horsens. Det blev straks besluttet, at det skulle prøves. Jeg syntes det smager helt fint, en smule af af kylling og det var faktisk kun generende at opleve de andre resturangæsters nysgerrige blikke. De kogte kinesiske frøer var ikke helt den samme gode oplevelse, men som jægersoldaterne siger, så kan alt spises, bare det koger længe nok. Velbekomme :-)

11 december 2013

Santa Claus is comming to town...

7UP julestjerne i forhal
Selvom kineserne ikke i almindelig forstand er kristne, så elsker de alligevel at vise vi andre, at julen nærmer sig. I bygningen, hvor jeg arbejder, har de, sikkert med bedste intentioner, pyntet op til jul. Om det er pænt, det er en smagssag, meeeen 7UP stjernen passer altså ikke rigtigt ind.

Og det er kun en lille reklame.
Vores "smukke" juletræ
I det exclusive område, hvor vi bor - Xintiandi - er der lidt mere stil over de tiltag, som erhvervslivet præsenterer. Kampagnen hedder "Merry Kissmas" og er meget europæisk inspireret. Pæne flettede julehjerter og et nydeligt kæmpe juletræ med røde og hvide lys. Men selv her "græmmes" julen med nogle store Heineken øl reklamer i sorte og grønne farver. 

På vej til arbejde kommer jeg forbi et meget stort og flot juletræ med hundredvis af små røde og hvide pakker og tusindvis af varme gule lys. Men her er det faktisk også et firma, som lever af at ting er pæne, som står bag opstillingen af træet - Cartier.

Der findes virkelig mange underlige forsøg på at fejre denne kristne højtid, men de er ofte uden det samme engagement, som en kristen kultur ville have. Men pyt med det... Julen står for døren.

KISSMAS
Stooort juletræ
Pynt i vores opgang

10 december 2013

Nu med møbler!

Møbler pakkes ud
Det er ufattelig at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det, hvor stor en glæde det vagte, da vi genså indholdet af vores flyttekasser. I mere end 3 måneder har vores ting været pakket ned og levet deres eget liv indhyldet i plastik og pap.

Anja og jeg var hjemme for at tage imod flyttefolkene. Da de ankom, forsvandt den sidste usikkerhed om det nu også var sandt, at vi fik vores møbler. Flyttefolkene var som forventet ikke klar på det for os ukendte tidspunkt.Vi var ikke blevet informeret om klokkeslettet, men det måtte jo være fra morgenstunden. Formanden ringede klokken 9 og fortalte, at de nok blev 15 minutter forsinket.
Her i Kina skal man ikke altid tro at tider og aftaler bliver overholdt.

Med de 101 nummererende ”flyttekasser” skulle der være styr på, hvilke numre, der var leveret og hvor det skulle pakkes ud. Derfor stod formanden og jeg i vores entre og krydsede af på hver vores liste efterhånden som tingene blev kørt op med elevatoren fra kælderen.

Mange skader - ØW
Processen kom til at tage lidt længere tid end forventet, fordi vi kun havde et adgangskort til elevatoren. Marlene havde været i byen lørdag og havde, på uheldig vis, mistet sin jakke og taske. Heldigvis havde hun været så fornuftig at have penge og mobiltelefon i sine bukselommer. I tasken var der husnøgle, adgangskort og sygeforsikringssikringskort. Hun ringede til os efter midnat og fortalte grædende historien. Men ”pyt”, det var jo kun materielle ting, hun havde mistet. Nøgle og kort var da til at skaffe igen. Et besøg på diskoteket næste dag, gav da heller ikke ”pote”, men Marlene viste sig opgaven voksen og fik selv styr på, om der var fundet nogle af hendes ting.

Vi kan nu sidde ved et rigtigt bord
Anja og jeg skulle kun se på, imens de små kinesere fik vores kæmpestore spisebord båret ind i stuen. Det klarede de nu ganske pænt uden alt for meget ”klynk”. Da alt var oppe i lejligheden, så aftalte vi, at de kun skulle pakke møblerne ud og nøjes med at åbne de øvrige kasser. Der var flere af vores ting, der havde taget skade og senere opdagede vi, at kinesiske flyttefolk desværre ikke er så forsigtige med de udpakkede skabe m.m. Næsten alle vore møbler har fået ridser, hakker og buler. Vores hvide skabe i stuen, 3 underskabe og 3 overskabe med glaslåger er hermed dømt til et ”otium” i sommerhuset, når de kommer til Danmark igen. Selv Marlene’s blanke IKEA skabe har fået ridser, bare fordi ”flytte-fjolserne”, har skubbet dem rundt på gulvet efter udpakning. Nå, vi må se, hvad forsikringen vil betale i erstatning for værditabet.

Men hvor er det dejligt at kunne sidde ved vores spisebord og nyde morgenmaden, uden ekko fra de tomme lokaler og med pulverkaffen velskænket i et Poul Pava krus. Er livet ikke underfundigt?