20 december 2013

Anja skriver igen :-)

Nedenstående er igen en hilsen, som Anja har sendt til de nærmeste for at fortælle ,hvordan vi har det. Og lige som de foregående, så må også gerne læse den :-)

Shanghai, den 20 december 2013
Kære alle

Tiden flyver af sted og vi flyver med.....
Det er nu 2½ måned siden, vi drog her til Shanghai og vi er efterhånden ved at være kommet på plads i vores skønne lejlighed. I øjeblikket er vi overbeviste om, at vi sagtens kan vænne os til at bo i lejlighed, men det er jo også fortsat nyt og spændende.

De sidste uger er gået med at få pakket de sidste kasser ud og vi mangler efterhånden kun at få styr på lidt højtaler, ledninger og enkelte lamper, men det kan også være en udfordring at skaffe småting til den slags. Morten skulle gerne komme med samlemuffer, således Stephen kan få lamperne hængt op
uden brug af tape!
Derudover har vi været til julefrokost med DCCC, hvor vi nød en snaps eller to, flæskesteg, sild og hvad man nu ellers nyder til en julefrokost. Arrangementet blev afholdt på ”Henkes”, som har en dansk køkkenchef ansat – det er et sted, vi kommer mere end en gang.

Jeg har været til ”Balut” sammen med andre danske piger, det er er super arrangement, hvor vi hygger, snakker og får lidt godt at spise og vi slutter af med et spil balut, det er en super hyggelig aften, - og sjov!
Marlene brugte hele sidste uge på eksamen, hvilket hun klarede super godt med 4 – 10 og 12 taller. Hun hænger i med skolen, som hun aldrig har gjort før og vi kan alle 3 se, hvordan det lønner sig. I går var der for eleverne informationsmøde om næste skoleår. Så hun skal nu tage stilling til, hvilke fag hun ønsker i 11. og 12. årgang og så skal der jo tænkes fremadrettet og hun skal overveje, hvad hun vil være, når hun ”bliver stor”. Dette er noget, hun skal bruge juleferien til, da valget af fagene skal være truffet ultimo januar.
Hun nyder fortsat at gå i byen med veninderne, dette er dog sat på stand by i julen, da alle rejser på ferie eller til deres hjemland og fejrer jul. Så de gav den lige gas sidste weekend, det er dejligt at hun nu trives.
Hun savner selvfølgelig veninderne hjemme i DK, men dette udligner oplevelserne herude.

Stephen arbejder, som han plejer at gøre. Jeg tror, han er ved at affinde sig med de udfordringer, det kinesiske system af og til giver ham – (men det er han jo også nødt til). Han har efter fyraften de sidste uger brugt tid på at få de ”tunge ting” herhjemme på plads.

Jeg har også brugt de sidste uger på at finde på julegaver – og få dem købt. Det er ikke alt, jeg vil have fat på, der lige er til at finde. Men så må jeg jo tænke kreativt....
Britt og jeg har været på et par markeder og har fundet de fleste indkøb, det er sgu sjovt indimellem og gav et par grineflip. Så kan vi jo belønne hinanden med frokost og kaffe – og DET er hyggeligt.

En enkelt ting har jeg også haft hjælp til at bestille på en kinesisk hjemmeside (kan dog oversættes til dansk) – og det takker jeg Liselotte og Ole for. De bestiller alt på nettet. Stephen og jeg har bestilt lidt dagligvarer på engelske hjemmesider og det har fungeret fint. Vi må se at få de kinesiske hjemmesider lært.

Det kan godt være, at det snart er jul og ferien nærmer sig, men jeg synes dog ikke helt at stemningen er fundet. Vi har pyntet op og har et grimt træ. Da vi nu ikke kunne få et rigtigt træ og julepynten herude er generelt grimt, gik der lidt sport i at få et ”grimt træ”. Det lykkedes vist nok.

Vi har bagt pebernødder og jeg har købt gaver. Vejret er i dag koldt og det føles som lige under frysepunktet. Julemusikken hører vi i radioen og vi har været til dansk julegudstjeneste med få deltagere. Men når det er sagt, så er det ikke jul (endnu).
Vi håber, det kommer, når vi lørdag middag skal hente Morten i lufthavnen – og hold da k..., hvor vi alle 3 glæder os til at se sønnike og brormand igen. Vi tager revanche næste år, hvor vi har planer om at komme til DK og fejre julen – den tid, den glæde!

Lige nu sidder Morten dog hjemme i DK og sveder over SRP (stor skriftlig opgave), der skal afleveres senest i morgen fredag kl. 12 og et par timer senere skal han gerne sidde i flyet på vej væk fra Billund. Efter sådan et projekt har han også fortjent en juleferie her i vores lille by. Vi glæder os til at vise ham lidt rundt og nyde go mad og et lille glas eller to. Samtidig skal vi have fundet ud af, hvilket universitet, han skal studere
kinesisk, når han kommer herud til sommer.

Desværre var farmor ude for et uheld sidst i november....
Hun ville hente en kasse med julepynt i kælderen og på vej op knækkede trappetrinnet under hende og så lå den stakkels farmor der i 2 døgn og 4 timer, før end hun fik hjælp.
Den forfærdelige hændelse gav åbent benbrud og efter at have forsøgt at redde benet, måtte lægerne på Kolding Sygehus desværre amputere hendes højre ben lige over knæet. Forude venter der farmor et halvt års genoptræning og hårdt arbejde – øw, øw, øw...

Stephen og jeg havde en go telefonsamtale med hende den anden dag. Hun har det OK, Kolding Sygehus passer godt på hende og hun har heldigvis hendes dejlige og gode humør og hun er klar til at tage udfordringerne op. Hvor er det bare svært at være 10.000 km. væk og ikke lige kan smutte forbi og gi et knus og få en snak. Det har været hårdt ved os alle 3 – men specielt Stephen har hængt lidt over det de seneste uger. Heldigvis er hans brødre i nærheden og familien Thomsen ser også til hende.

Morten og mine forældre har også været et smut forbi hende, så hun har jo ”folk” om sig, bare ikke ”os 3 kinesere”....

Kan I nu alle have det godt. Vi vil ønske jer en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Vi håber, I alle passer godt på hinanden og at vi skrives ved i det nye år. Vi vil glæde os til at høre om jeres danske jul og nytår – vi skal jo også holde nytår ultimo januar.....
Lev livet mens I har det....

Knus og mange kærlige julehilsner fra os alle 3
Anja