20 december 2013

Kenneth skriver om vores mor!

Jeg har endnu engang tilladt mig at "klippe" lidt tekst fra noget som min storebror Kenneth har skrevet. Jeg misunder ham hans evner til at skrive godt, men mit princip er nok også mere - at det er bedre at jeg skriver noget... end ingenting!

Her er så Kenneth's historie:
 

Jeg synes, jeg skal skrive en opdatering. Jeg synes også den godt må være lidt humoristisk, selv om det overhovedet ikke er sjovt, det som skal fortælles.

Lad mig lige rekapitulere:

Lørdag den 23. november om eftermiddagen havde min mor bagt småkager, og mens de lige stod og dampede af, gik hun i kælderen efter en kasse med julepynt. På vej op af kældertrappen, brast den pludselig sammen, og mor drattede sammen med trappe og glimmerværk ned på det hårde betongulv og brækkede højrebenet.

Hun var alene hjemme. Ingen hverken så eller hørte det ske. Så min mor - i daglig tale Farmor eller Bedste - var i problemer. Hun fik sig krabbet op på den nedfaldne halve kældertrappe, for ikke at ligge på det kolde gulv, og begyndte så at overveje sine muligheder.

Farmor har aldrig været nogen stor fan af den moderne teknologi, og selv om det er lykkedes os tre brødre at overtale hende til at få trådløst internet og computer, så satte hun grænsen ved mobiltelefon. Sådan noget fik man da aldrig brug for…

Fastnet har jo aldrig fejlet noget, og det har da også fungeret fint, når hun og kæresten Karsten ringede sammen hver dag ved aftenstide. Desværre havde de lige snakket sammen, da ulykken skete, så det var først søndag aften, Karsten ringede. Farmor blev glad, da den gammeldags Kirk telefon med spiralledning ringede oppe i stuen.

Men Karsten tænkte, at hun nok bare var i byen eller noget, siden hun ikke svarede. Det var først, da han heller ikke fik kontakt mandag aften, at han blev urolig. Han ringede så til mig. Jeg var i København i disse dage, og det var da mærkeligt, at Farmor ikke tog sin telefon. Vi blev enige om at Karsten skulle ringe til min bror Thomas, som befandt sig noget tættere på Lunderskov.

Karsten fik indtalt en besked på Thomas’ mobil. Den hørte han lidt senere, og ringede så til mig. Vi tænkte, at det nok bare var telefonen som var i uorden, men for en sikkerheds skyld ville Thomas & Vita starte bilen og køre til huset på Kirkevejen.

I mellemtiden havde Karsten fået den idé også at ringe til præsten i Skanderup og bede ham kigge forbi og se, om der var sket noget.

Døren er ulåst, da pastor Haldrup dukker op. Og da Farmor hører nogen gå ind, råber hun på hjælp, og så står han dér og kigger ned på hende. Thomas kommer brasende ind i samme minut og undrer sig over at se ryggen af en mand. Hvis det er noget med hjemmerøveri, må han hellere dele håndmadder ud. Men det er jo bare præsten, hvad laver han dér?

Han har selvfølgelig ringet efter en ambulance. Med lidt hjælp fra Farmor, som huskede ham på nummeret: 112. Man kan blive noget så forvirret i sådan en situation. Kælderen er i fuld højde, og Thomas vil ned. Bruger sine mange armkræfter til at svinge sig ud over det løsthængende træværk og hopper så ned til vor mor. Vita rækker et stort glas vand ned, så Farmor kan få noget at drikke, efter to døgn og fire timer uden hverken vådt eller tørt, eller insulin, for den sags skyld.

Hendes hænder er kolde, kan Thomas mærke, men hun er glad for at være fundet. Hun undskylder stanken af pis og lort, men hun kan godt drikke et stort glas vand til, og et til. Thomas får flået det sidste af den mørnede trappe ned, så en stige kan komme ned. Den er lidt for kort, men Thomas holder den, så lægen kan komme ned.

Det tager noget tid at få Farmor op. Hun bliver spændt fast på en båre, som de kalder et spineboard, og Falckfolkene får flyttet skabsfryseren i mellemgangen, og skaffet en bedre stige, så hun kan komme op og rundt og ud af døren, gelejdet over gelænderet og ned i ambulancen.

Der har så samtidig været et trafikuheld længere henne ad Kirkevejen, og derfor bliver der et kort pitstop med briefing af kollegerne dér, inden Farmor køres ind til Kolding Sygehus. Dér arbejder min papsøster Margit, datter af salig metalsliber Erik Thomsen, så vor mor får nærmest en statsmandsmodtagelse, med indtil flere læger til at tage imod helt fremme ved rampen, da ambulancen ankommer.

Benbruddet er kompliceret, det kan ikke bare sættes på plads med gips. Der skal metalstivere til, som siden skiftes ud med en nydelig konstruktion med fire ringe, som ses på fotoet.

Jeg kom til hospitalet dagen efter indlæggelsen, og havde det så underligt at jeg skrev et digt, som jeg uploadede over en kop kaffe på intensiv afdeling. Det er rart nu at kunne få detaljerne med og fortælle, hvad min mor tænkte på, mens hun lå der i kælderen og ikke kunne andet:

Farmor kan godt lide at synge salmer, og når hun lå og kiggede op på den halvåbne kælderdør, var det jo oplagt at synge nummer 84: Gør døren høj, gør porten vid.

Hun tænkte også på, hvordan det nu skulle lykkedes med den traditionelle julefrokost, der skulle være omkring stuebordet fredag den 29. Vor mor lagde plan for, hvem der nu skulle ordne dit og dat. Jeg var tiltænkt arbejdet med frugtsalaten.

Bordplanen faldt endeligt på plads nu. Vor mor havde været lidt nervøs for, om der var plads til alle gæster omkring bordet - men nu hvor hun jo ikke selv skulle sidde med, så var der ingen problemer. Og småkagerne! Nu lå de dér og blev bløde - men hvis hun stillede kagedåsen uden låg på radiatoren en times tid, så blev de nok sprøde igen.

Om søndagen tænkte hun på, hvornår genboerne kom hjem fra kirke, så hun kunne time hvornår det var bedst at råbe om hjælp. Men ingen har kunnet høre hende nede på vejen, ligegyldigt hvor højt hun har råbt.

Hun tænkte også på, at det kunne være rart med en indbrudstyv. Så ville hun fortælle hvor der lå nogle penge, bare han ringede efter hjælp.

Vi er alle meget lettede over, at Farmor blev fundet inden det var for sent. Men desværre har en dårlig blodcirkulation i foden medført, at lægerne måtte træffe beslutning om at fjerne noget af benet. Og da vor mor i forvejen har en dårlig skulder efter sit cykelstyrt for nogle år siden, var der ikke meget andet at gøre, end at amputere over knæet. Hun var nede i kælderen en dag eller to efter dén besked - men har genvundet sit gode humør.

Farmor har fået en kørestol, og der bliver også lavet en benprotese til hende. Mange spørgsmål trænger sig på: Kan huset indrettes, så hun kan blive boende? Thomas og jeg har målt os frem til, at kun få af dørene er brede nok til kørestolen - men det er jo så godt nok, at især kælderdøren er for smal.

Alle de spørgsmål om hvad der nu skal ske, det tror jeg min mor ligger og funderer over lige nu. Sin modstand mod mobiltelefon har hun vistnok opgivet - men hun har fortsat en russersej vilje til at komme videre i livet, med alle dets lyse sider.


Det er nu heller ikke så tosset med den teknologiske udvikling med alle de dersens datamaskiner. Selv om min lillebror Stephen er flyttet med familien til Shanghai, så er det jo en smal sag at tale sammen på Skype.