26 januar 2014

Anja skriver endnu en hilsen.

Nytårsaften i Xintiandi
Shanghai, den 24. januar 2014
Kære alle

Så blev det 2014, det er sgu lidt underligt at tænke på, at nu er snart halvdelen af tiden, indtil vi skal hjem på sommerferie, gået. Det er også et langt træk, vi tager…. Det har været jul og det har været nytår og hvilken jul og nytår!

Det var super fedt at se Morten igen og vi nød at kunne være sammen og ikke være afhængige af en hel masse aftaler. Mange af vore venner herfra var hjemme DK i julen og de siger alle uden undtagelse, at det er stressende at være hjemme i julen, da alle vil hilse på, så enten er de i byen eller også har de gæster. De nød alle at komme hjem til Shanghai igen og kunne slappe af...

Morten landede herude lørdag middag og han var selvfølgelig træt. Vi gik en lille runde i vores område lørdag eftermiddag og ellers var det afslapning med mormors hjemmebagte småkager uhm…, de var gode. Morten faldt efterfølgende i søvn på sofaen han var meget træt ;)

Juleaften var noget underligt noget. Der var ingen af os, der kunne finde julestemningen (vi ledte og vi ledte uden resultat) Alligevel dansede vi omkring vort plastic juletræ samtidig med, at vi kunne se kineserne gå rundt nede på gaden. Vi fik en udsøgt julemiddag med ris a la mande, det var super lækkert. Men jul var det sgu ikke vi tager revanche til december, hvor vi fejrer julen i DK.

I dagene Morten var her, var vi ikke ude og se forfærdelig meget, det var bare et spørgsmål om, at vi var sammen. Som dagene gik, var det egentlig også begrænset, hvor meget de unge mennesker gad ud og gå. Jeg har siden ugen før jul døjet med en hælspore, så som dagene gik, gjorde det også mere og mere ondt. Vi var ude og spise nogle gange, 2. juledag (hvor den plejer at stå på julefrokost), var vi på kinesisk restaurant. Efterfølgende gik vi en lille tur langs “The Bund” og Morten udtrykte sin begejstring og var klar til at flytte til Shanghai han udbrød: “Hva’ fanden skal jeg lave i DK det næste halve år… svaret var: “Få dig en HHX eksamen”!

Under en af vore dejlige aftener blev det pludseligt besluttet, at Marlene jo kunne tage med Morten hjem til DK. Hun skulle jo først starte i skolen den 14. august, så tiden kunne jo gå hen og blive lang! Hun havde mod på selv at rejse tilbage hertil, så det skulle hun da have lov til. Juleaftensdag skypede vi med mormor og Marlene oplyste mormor om, at hun kom hjem til nytår i en go uges tid. Dette blev mormor og morfar rigtig glade for jeg tror næsten, de ryddede kalenderen for Marlenes skyld :)

Vore dejlige unge mennesker forlod os søndag d. 29. december og det var faktisk lidt hårdt ved mig. Jeg tudede hele vejen hjem i taxaen (Metroen kører ikke herude efter kl. 2230) jeg savnede dem allerede måske det var tanken om, at de skulle hjem til mine forældre, som jeg faktisk savner rigtig meget <3

Nå, men Stephen tog på arbejde d. 30. og 31. december og jeg gik og havde lidt ondt af mig selv. Men da det kom til stykket, nød jeg også at kunne begynde at indrettet vores hjem for de næste ca. 3 år uden at skulle kigge på nisser og plastic juletræ. Nytårsaften nød Stephen og jeg en gang sushi og et glas vin. Vi så en film og gik en tur. Her var mange kinesere på gaden, men ellers var det en ganske normal aften herude. Stephen havde fri d. 1. januar og ellers var det normal hverdag igen for hans vedkommende. Vi nød dagene uden unger og vi fik Marlenes værelse helt færdigt (TV installeret og højtalere hængt op).

De sidste dage inden Marlene kom retur igen, var vi begyndt at se frem til at se hende, for her var sgu alligevel lidt tomt. Hun returnerede torsdag d. 9. januar. Hun havde nydt at være hjemme og feste med sine dejlige efterskolevenner, hygge med mormor og morfar samt Gizmo, spist gode middage hos John og Brian samt besøge farmor på sygehuset. Hun fortalte, at lige dengang hun så farmor ligge der i sengen, var hun ved at græde, men det var også rart at se, at farmor har det godt efter sådan en omgang. Hun erkendte, at hun glædede sig til at komme hjem til Shanghai igen og påbegynde skolen og se sine venner herude. Hun var rigtig glad, da hun kom hjem fra første skoledag det havde være SÅ FEDT at se vennerne igen. Nu er hun startet på et lille teaterstykke, der hedder “Den lille Prins”, hun har den kvindelige hovedrolle som hun gør lidt nar af, da der er hele 11 replikker…. Der er premiere til marts.

I sidste uge gik jeg ned med “knæk og bræk” FØJ og i mandags gik Marlene ned med snot, hovedpine og hoste og pligtopfyldende som hun er, ville hun i skole igen i onsdag. Hun har dog kapituleret og ligger i dag fredag igen i sengen. Jeg er også ramt, men som mor, skal der jo meget til, før man ligger i sengen. Jeg har shoppet lidt med Britt. Vi har fået købt lidt blomster og planter. Jeg købte bla. en fantastisk flot orkide, som vi har stående på vort stuegulv. Kineserne er fantastiske til at dyrke orkideer, planterne er kraftige og utrolig flotte. Og så er de jo noget billigere end hjemme i DK.

Vi har også været på tur med Lisbeth og Rikke. Vi var bla. ude og se et tempel samt en butik med keramik af navnet “SPIN”. Det er utrolig flot og ikke så dyrt. Det skal vi jo nok have lidt af på et tidspunkt. Britt og jeg var tirsdag til frokost sammen med Karen. Karen og hendes mand Bjørn er fra Kolding og bor i en blok ved siden af os. Ja, Verden er nu engang lille… Nå, men Karen viste os bla. et fantastisk frugt og grønt marked, der ligger 10 min. gang fra vores bopæl utroligt, at der er så mange ting lige i nabolaget. Lige ved siden af dette marked ligger der et supermarked, vi heller ikke har opdaget. Endvidere var vi inde i et center, (hvor Stephen og jeg har gået igennem op til flere gange) i kælderen, var der en bager, der laver de fantastiske ostekager, uhmmm, det kunne gå hen og blive et afhængighedsproblem. Her er bare så mange sjove og oplevelsesrige ting, det er da fantastisk!

I aften skal vi ud og spise med 2 af Stephens kollegaer fra Danmark. De kom mandag og rejser hjem i morgen. Stephen “leger” tourguide for dem i dag, de ville gerne ud og opleve lidt af Shanghai. I Kina er det regeringen, der bestemmer, hvordan fridage og helligdag ligger i løbet af året. De dikterer så også, at der skal arbejdes nogle lørdage og søndage. Det kinesiske nytår fejres i år i perioden 30. januar 6. februar. Der har Stephen og Marlene så fri, men Stephen skal arbejde søndag d. 26. januar samt lørdag d. 8. februar sådan
er det bare! Og sådanne dage kommer der et par gange senere i løbet af året. Vi vil nyde de første dage af nytårsferien her i Shanghai og mandag d. 3. februar tager vi 3 dage til Beijing vi tager lyntoget tur/retur ca. 1.200 km. på ca. 5,5 time.

I dag skinner solen og vi har omkring 15 graders varme, i tirsdags skinnede solen og der var omkring 2 graders varme ja, sådan svinger det. Men her er tørt, lyst og dejligt (når ikke her er høj luftforurening), så tænker da på, at jeg ikke savner det mørke, fugtige danske vejr.

Tak for alle jeres mail hilsner bliv endelig ved med det. Vi nyder alle 3 fortsat at høre om vind og vejr hjemmefra. Har I lyst til at høre mere, skriver Stephen også på http://kina.wilsonweb.dk/ så jeg vil da opfordre Jer til at læse der. Han ser måske tingene fra en lidt anden vinkel end jeg gør.

Kan I alle have det godt. De kærligste tanker og hilsner fra os alle 3

Anja