24 marts 2014

Mor be’r til Gud - og snakker Fanden et øre af!

Morten og Bedste
Min storebror (Kenneth) har igen være på banen med en opdatering om vores mor. Det er måske på sin plads at opsummere, så lige et udklip fra november sidste år:

"Min mor er født i 1936, altså en ældre dame. På vej ned i kælderen efter julepynt falder hun og brækker benet et stykke over anklen. Det skete i lørdags (23. november). Her ligger hun så i mere en 2 døgn. Hun lå bare dér og kunne ikke andet, inden hun bliver reddet."

Hun har siden faldet været en del igennem og har hentet styrke i sin tro, men hun har måske også fået lidt hjælp fra sine seje russiske gener. Vores mormor var fra den russiske adel, som fik en meget hård medfart under revolutionen. Hun overlevede og mødte vores morfar for ca. 100 siden. Han var præst og de fik sammen ni børn, deriblandt vores mor. Opvæksten i "det mørke Jylland" har krævet, at ting blev gjort med en kærlig, men streng disciplin. Nå, måske mere om det end anden gang - her er "klippet" fra Kenneth's opdatering:

------------- klip --------------------------- klip --------------------------- klip --------------

Mor be’r til Gud - og snakker Fanden et øre af!


Hun har ringet her til aften og plapret løs, - og der er masser af godt nyt. Jeg skal derfor - sammen med nogle forsytia, den slags blomster der lige nu står i hendes vindueskarm på Kolding Sygehus - videregive nogle af de gode nyheder:

Mor har jo været indlagt i fire måneders tid, inklusiv et par uger på Odense Universitetshospital - men nu er der for alvor lys forude: Det er 99 % sikkert, at mor på tirsdag kl. 11 arriverer til aflastning på Låsbyhøj. Og så er huset i Lunderskov gjort klart, med rampe, bredere døre osv. - så mor kan komme hjem og se til haven, hvor forårsblomsterne florerer.

At der er gået så lang tid, skyldes at såret ikke ville hele ordentligt. Men nu er der styr på det. Mor er gået fra manchet størrelse 50 til 45 cm, og det tegner godt for fremstillingen af det kunstige ben, bandagisten skal lave til stumpen.

Og mor har været hos damefrisør! Eller rettere: damefrisøren har været forbi mor, som nu har fået sig en rigtig fin og kort forårsfrisure. Hun var godt nok blevet langhåret, fortæller hun glad og be’r mig hilse alle på det der computer-noget…

Utroligt, hvad Bedste kan udrette med sin nye mobiltelefon. - Hallo!

------------- klip --------------------------- klip --------------------------- klip --------------