30 april 2014

En hilsen fra Anja

Shanghai, den 28. april 2014
Kære alle

En lille update med tak for alle jeres hilsner.

Vi var til et arrangement med Ebbe Sand, Sebastian Dorset samt Peter A.G. Nielsen (fra Gnags). Det er Danmarks mest velgørende “Oldboyshold”, der stod bag arrangementet. Det var en hyggelig aften med en skøn buffet (noget af det bedste, vi endnu har fået herude), hyggeligt selskab med vore nye venner Thrine og Anders samt underholdning af ovennævnte. Den bedste underholdning stod Peter A.G. for, han gjorde det super godt. Stephen har beskrevet det på bloggen kina.wilsonweb.dk.

Efter denne aften gik alt galt i 14 dage! Vi var mere eller mindre syge på skift, ramt af hoste, hæshed, ingen stemme og ondt over det hele. Marlene var dog den eneste, der måtte have 2 sygedage. Stephen kravlede et par dage på job, da han skulle være færdig med HUBBEN (det nye hovedkontor). En husmor lægger sig jo ikke, jeg levede flere dage af panodiler og halsbolsjer samt the og whisky. Ja, det var så slemt, at jeg måtte ty til Stephens whisky. Stephen synes jo ikke, at jeg skulle drikke alene, så han kunne jo så med god samvittighed tage en med og så midt på ugen endda!

Efterfølgende var jeg nogle dage med Stephen på job. Han synes, han var ophængt og i tidspres. Jeg tilbød min hjælp og fik lov at pakke 100 bord tlf. ud og samle disse. Den efterfølgende dag var jeg henne og pakke 100 dockinstationer og 100 pcskærme ud. Pu ha, alt det pap… Samtidig vimsede der ca. 100 små kinesere rundt omkring, den ene gik i røven på den anden og jeg ved ikke rigtig, hvad de lavede. Men effektive er de ABSOLUT IKKE. Jeg tror rent faktisk, at en dansk, sløv teenager trods alt er mere effektiv end en kineser. Det skal simpelthen opleves. Endnu engang en bekræftelse på, at ting tager bare tid i Kina…. Men jeg fik en oplevelse og Stephen fik hjælp og sparede en hel arbejdsdag på pap!

Morten har fået søgt ind på Jiaotong University med henblik på at påbegynde et kinesisk studie fra 1. september. De har bekræftet, han er optaget og har sendt visa papirer til ham. Det er fordelen, når det er et studie, så er universitetet behjælpelig med at søge visa. Det bliver skønt, at få vores unge mand herud.

Jeg har været til et par “tøsefødselsdage” det er jo bare hyggeligt. Der har også været en “balutaften”, hvor vi endnu engang kommer et nyt sted og spiser og drikker lidt vino ;)

Stephen har været til Formel 1 med Ole, det var en rigtig drengerøvs oplevelse. Imens var Liselotte og jeg på tøsetur med shopping og cafe. Læs på bloggen kina.wilsonweb.dk

Vi har alle 3 været inde og se “LEGO The Movie”, den er go og kan anbefales.
Stephen har købt nye briller på fake marked. Efter han havde fået tjekket synet og fundet det stel, han ville have, var brillerne klar til afhentning efter en lille time. Hvorfor skal det så tage 3-4 uger i DK?? Han er glad og tilfreds med dem og så er de 550 RMB jo godt givet ud...

Stephen havde jo fødselsdag i går. Dette blev fejret med maner. Han fik bl.a. en rød Ferrari og en kinesisk drage, som han kalder “Mushu” (Fra en tegnefilmen Mulan) - og så har han selv været på indkøb, højtalere til vores TV. Nu har han en bil magen til alle andre i vores område og er for første gang ejer af en fjernstyret bil.

Derudover kom Dronningen og prinsegemalen forbi. Der skulle være officiel “spadestik” ude ved den nye fabrik, LEGO er ved at opføre i Jiaxing. Da der jo ville være en del presse, der skal sende optagelser hjem, var det nødvendigt, at Stephen var tilstede. Stephen forespurgte, om Marlene og jeg måtte deltage og selvfølgelig. Vi blev hentet i en lejet bil kl. 11.30 og efter 1,5 time var vi fremme. Der skete så ikke ret meget i 2 timer, før end vi så skulle tage plads og vente igen, hvor så endelig direktøren Jørgen kom sammen med Dronningen og prinsegemalen samt minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Dan Jørgensen.

Der var officielle taler og afsløring af et monument. Der blev skålet og hygget de fine imellem og vi andre kunne så pøve at blitze undervejs. Kl. 17.30 var alle optagelser sendt til DK og Stephen havde fri, vi fandt vores chauffør og vendte snuden hjem mod Shanghai. Undervejs ringede tlf. og vore venner Karen og Bjørn sang en lille strofe til Stephen, de havde lige et netproblem efter de er flyttet. Jamen, så smuttede vi da lige der forbi, fik fælles aftensmad med vin og var hjemme 22.30. Puha, det var en lang dag. Men vi skulle lige ha en kop kaffe (Marlene var på hovedet i seng med det samme) og vi kunne da lige ringe hjem til farmor og mormor. Farmor var bare ikke i nærheden af sin mobil. Vi talte så med Morten og pludselig var det midnat. Men Stephen var glad, dagen havde været super!
I dag er der officiel indvielse på HUBBEN, hvor LEGOs direktør Jørgen Vig (uden de kongelige) er med.

Fremadrettet de næste mange uger skal Stephen bruge energien i Jiaxing og få klargjort byggekontoret ved fabrikken. På torsdag er der igen en helligdag “Labor Day Holiday” og fredag er en fridag, som man så skal arbejde af på søndag. Ja, de er sgu underlige, de kinesere. Marlene skal dog i skole fredag. Stephen og jeg har inviteret 8 skønne venner til fødselsdag til brunch på fredag, det skal nok blive hyggeligt.

Marlene knokler fortsat med skolen. Hun er begyndt at tælle ned til vi skal til DK. Hun glæder sig til at komme lidt væk fra kineserne, komme hjem til veninderne og familien samt Gizmo. Ja, det er jeg jo nok også.., og dette er da ikke blevet mindre efter at jeg talte med min mor i aftes. Mor og far havde været ved “Slottet” og rive grene sammen og slå græs (ikke noget de behøver) - det bliver så fedt at komme hjem til sådan et skønt fristed….

Marlene skal til “prom” (gallafest) d. 24. maj. Vi var i fredags ude og finde en kjole, hun skal have syet. Er vi heldige, er den klar til afhentning på lørdag. På lørdag skal 2 danske drenge konfirmeres i en kirke her i nærheden. Vi tager til “glokonfirmation”. Den ene af drengene er søn af vore venner Thrine og Anders.
På mandag d. 5. maj skal Marlene på China Trip tur. Turen går til Det Indre Mongoliet. Hun skal sove både i telt og på hotel. Hun er hjemme igen fredag d. 9. maj om eftermiddagen.
LEGO har også et kontor i Shenzhen og i Hongkong. Der er behov for at Stephen kigger forbi og “fixer” et og andet. Dette er arrangeret til i næste uge, hvor Marlene er på tur. Så kan jeg tage med og vi kan samtidig få en på opleveren. Vi flyver også mandag og er så hjemme igen torsdag ved midnat. Det er en tur, vi glæder os til. Vi trænger til at holde ferie ;).

Mere om den tur næste gang. Kan I nu alle have det godt og nyd det skønne danske forår. Jeg har set, det skulle blive vinter i DK til weekenden.
Knus og kærlige tanker til Jer alle
Anja

24 april 2014

Motorlarm og Mandehørm

 
Tidskørsel i regnvejr
På en af de store lysreklamer, der kan ses fra vores lejlighed, har vi kunne følge nedtællingen til Formula 1, der lige er gennemført i Shanghai. De sidste 3-4 uger har vi, fra selvsamme lejlighed, kunne følge med i Shanghai Fashion Week. Optakten til dette store forårs modeshow startede med, at de tømte vores sø, byggede et kæmpe stort telt udover det meste af den og fyldte vand i igen. Her i Kina kan de alt! I lidt mere end en uge har det vrimlet med masser af dyre biler, fimsede mænd og smukke kvinder. Vi har "nydt" bom-bom musik inde fra teltet, hvor kun VIP's med mange penge kan få adgang. Og nu er det slut og så bruger de et par uger på at få det hele pakket ned igen. Næste modeshow - samme sted - er til efteråret.

  
Smuk bil
Min gode ven Ole og jeg havde købt adgang til F1. Tidskørsel lørdag og endelig løb søndagen. Vi mødes på Jiaotong University station og fulgtes ad mod Shanghai Circuit, hvor banen ligger. Da vi næsten er fremme spørger Ole, om jeg har husket min billet. Jeg er sikker på, at han laver sjov og han er sikker på, at jeg gør det samme, da jeg svarer at den har han da med til mig. Da sandheden går op for os, hopper vi af metroen og bruger mere end 200 RMB i taxa. Det er mere end en times kørsel her i Shanghai. Da vi er vel fremme ved F1 løbet, når vi lige at se 3. runde af tidskørslen. Det var faktisk "ok", for det regnede hele dagen! Dagen blev afsluttet med god nepalesisk mad på "Nepali Kitchen" sammen med vore 2 skønne kvinder.

 
En fyldt metro
Søndag - nu med billet - tog vi afsted igen. Kravene til F1 bilerne er ændret, sådan at støjen ikke længere kræver at man bruger høreværn. Dejligt, men det fjernede også lidt af "mandehørmen", når disse super biler lyder som en almindelig personbil, der er tunet. Det gik jo ikke så godt for danskeren Kevin Magnussen i vogn nummer 20, selvom han kørte godt. Kørerne kan faktisk selv bestemme, hvilket nummer de vil køre med - fra nummer 2 til 99. Nummer 1 er reserveret til den forsvarende verdensmester. Kevin har valgt sit nummer, fordi det var det, han brugte, da han kørte gokart løb.

Vi havde aftalt med Ole's bedre halvdel, Liselotte og min bedre halvdel Anja, at vi igen skulle spise sammen om aftenen. Den opgave løste de på bedste vis. Vi skulle spise mexicansk, men inden da skulle Ole lige hente sin nye elektriske "motorcykel". Den gamle var blevet fjernet af en kinesisk "Lang Fing" og "Lang Fing Fang" (politiet) er ikke til meget hjælp i sådan en sag. Ole havde denne gang sørget for, at den nye "motorcykel" havde alt extra udstyr - inklusiv GPS, så den med lidt helt kan findes, hvis "Lang Fing" skulle finde på at låne den.

 
En sand fartdjævel
Jeg sad bag på Ole nye "bike" og lidt forsinkede ankom vi til resturanten med hele familien Larsen på el-scootere. Anja, Marlene, Britt og Thomas havde ventet et stykke tid, men da vi nu alle 9 endelig var samlet og der kom kander med iskold magurita på bordet, blev forsinkelsen hurtigt glemt.

Jeg må indrømme, at det har været en af de bedste weekender, jeg har haft her i Shanghai, men mon ikke den næste også bliver god. Søndag (d. 27. April) er det min fødselsdag! Jeg kan vist godt nu tillade mig at afsløre ,at jeg får besøg af både Margrethe, Henrik, Jørgen og mange andre fine gæster. Mon de har gaver med? Jeg glæder mig og øver mig flittigt på at bukke og sige tak for besøget.

14 april 2014

Den gule mand i Kina

Kineserne ynder at benytte visitkort. For at vise respekt overdrages visitkortet af kineserne gerne med et let buk og altid med begge hænder. Som modtager af kortet er den for os lidt svære kunst, at prøve at udtale navnet og bruge mindst 10 sekunder på at kigge på kortet. På den måde vises ekstra respekt, hvilket altid kan betale sig i Kina.
Som modtager af kortet kan man vinde ekstra ved at have en visitkortholder, som man med respekt lægger kortet i, inden holderen puttes i en lomme så tæt på hjertet som muligt - og aldrig i baglommen!

Jeg tror heller ikke, at visitkort fra LEGO kommer i baglommen. Og min sikkerhed herom er begrundet af de visitkort, som man kan modtage fra en Vice President eller højere. Det er nemlig i form af en LEGO minifigur og hvis du tænker på, hvor ondt det gør at træde på en LEGO klods, så vil du heller ikke have en minifigur i baglommen. Jeg har samlet på minifigurer et stykke tid og det er lidt sjovt at få fat i de attraktive sjældne visitkort, som du kan se nogle af på billedet. Det er visitkort fra vores 3 topchefer her i Kina.

Men kender kineserne så LEGO?
De ved, det er et godt produkt, men de syntes også at det er dyrt. Men når vi fortæller dem, at det er et dansk produkt, så får produktet et lidt mere positivt og anerkende nik. Generelt er kinesernes syn på danskere temmelig positivt. De fleste kender godt Danmark eller ‘Dan mai’, som det hedder på kinesisk. Når man fortæller dem, at vi er danskere, så viser de respekt ved hurtigt at at fortælle, hvad de ved om vores lille land. Kineserne kender Danmark som et lille smukt land, og at eventyrfortælleren H.C. Andersen er derfra. I Kina lærer samtlige skoleelever om H.C. Andersen og jeg er sikker på, at de fleste kinesere ved mere om H.C. Andersen end størstedelen af den danske befolkning gør.

Men kender danskerne så Kina?
Jeg tror, danskerene generelt ser negativt på et land, der har kommunistisk styre. Vi er opvokset med kommunistisk fjendebillede og et jerntæppe, der har delt Europa i to dele. Generelt tror jeg, at vores viden begrænses til den kinesiske mur og noget med "Ming" vaser, som flere gange omtales som uvurderlige i vores elskede "Olsen Banden" film. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere viden om Kina, inden vi tog herud. Ikke fordi det ikke er til at finde, men mere for at kunne vise dem respekt og for bedre at forstå deres kultur.

Du kan jo teste dig selv og prøve at forklare, hvorfor du bør undgå disse fire konfliktpunkter:
- Du må IKKE nævne, at Taiwan er en selvstændig stat.
- Du skal IKKE på nogen måde rose japanere.
- Undgå at kritisere Mao Tse Tung og Deng Shiao Ping.
- Undgå at rose Shanghai foran indfødte beijingnesere og undgå at rose Beijing foran shanghainesere.

Når du læser overskriften, er det naturligt at spørge, hvorfor minifigurerne er gule. Er det kinesere? Forklaringen er, at da LEGO oprindeligt startede med at producere minifiguren, var den gule farve billigs at bruge. Som tiden er gået, er omkostningerne næsten den samme uanset farven, men det er besluttet, at beholde den gule farve som standardfarven.

Med din nye viden om LEGO og kineserne, så burde du ikke "komme til kort", når du besøger landet, hvor solen står op :-)

11 april 2014

Mine Damer og Herrer - "Mr. Swing King"

 
"Mr. Swing King" og Mr. Wilson
Nogle af de oplevelser, man kan få som "expat", er kun muligt fordi man lever uden for Danmark. Og det er netop en af disse oplevelser, vi var til den 29. marts 2014. Verdens mest Velgørende Oldboys Hold havde arrangeret en aften med 3 gode danske navne på plakaten. Ebbe Sand, Sebastian Dorset og så efter Anjas og min mening, hovednavnet - Peter A.G. fra Gnags! Vi meldte os hurtigt til arrangementet med en formodning om, at der ville komme mange. Ved tilmeldingen var prisen 1000 RMB. Da det kneb med antallet af tilmeldinger, gav hovedsponsoren åbenbart lidt ekstra for at sikre, at denne aften kunne blive til noget og vi slap derfor med et bidrag på 500 RMB. Jeg ved faktisk ikke engang, hvem der var hovedsponsor, men skidt med det - vi fik jo bare 50% i rabat.

  
Ebbe Sand og Anders
Selvom der blev gjort et stort stykke arbejde for at finde deltagere, så var det et begrænset antal deltagere, som mødte op til aftenens arrangement. Pyt - hvor tit kan man komme til intim "kånsert" med Peter A.G.
Vi aftalte at mødes med Trine og Anders. De har forresten også en blog, hvor deres oplevelser bliver udgivet. Du kan finde den her.
Og hvor er det dejligt at tale dansk og kulturmæssigt at have et fællesskab. Da vi boede i Danmark, var det logisk nok ikke noget, vi savnede, men "danskheden" blomstrer når man lever langt væk hjemmefra.

Vi startede aftenen med en øl og lidt "snakken over hækken". Herefter gruppering ved runde borde, hvor vi fik min svoger Johns og min egen "Næstbedste Menu"- nemlig "Buffet".
Skulle du være i tvivl, så er "Den Bedste Menu" - "Gratis Buffet". Og ros til kokken - det var en rigtig god buffet.

 
Klaus, Sebastian Dorset og ?
Første mand på scenen var fodboldspilleren Ebbe Sand. Min manglende passion for fodbold blev ikke ændret meget efter den optræden. Havde jeg været dommer, havde han fået et gult kort. Men pyt, han var vel egentligt også bare "opvarmning" for aftenens hovednavn.
Så fik vi standupkomiker Sebastian Dorset på scenen. Han fik lukket en del gode "vitser" ud af ærmet og stemningen var god. Han tog udgangspunkt i de oplevelser, han havde af sit besøg her i Kina. Deres guide have bl.a. fortalt dem at "... det var første gang, hun skulle klare 36 mænd på 2 dage!". Han havde også, ganske skarpt observeret, at først taler kineserne lidt kinesisk og når man siger til dem, at man ikke forstår kinesisk tror de, at det hjælper at de taler meget kinesisk.

Endelig fik vi Peter A.G. på scenen. Og typisk for oplevelserne her i Kina, så virkede lyden ikke. Det tog den den erfarne musiker, som har spillet i Gnags siden 1966, med fuldstændig ro. Så blev det da bare unplugged og meget mere hyggeligt. Han stampede rytmen med foden i gulvet, hamrede lidt kraftigere på sin guitar og sang først "Danmark - lige meget hvem du, lige meget hvor du er, så velkommen her!" Vi kunne synge med og gjorde det også til "Bwana, Bwana store kriger" og "Når jeg blir gammel". Vi var alle imponerede over, at Peter A.G., som på trods af sin alder, stadigvæk er "Mr. Swing King" når han optræder. Han afsluttede med - "Det er den dejligste morgen 100 år og lever".
Vi sluttede vores optræden den aften sammen med Thrine og Anders med en god kop kaffe!
Thrine, Peter og Anja