24 april 2014

Motorlarm og Mandehørm

 
Tidskørsel i regnvejr
På en af de store lysreklamer, der kan ses fra vores lejlighed, har vi kunne følge nedtællingen til Formula 1, der lige er gennemført i Shanghai. De sidste 3-4 uger har vi, fra selvsamme lejlighed, kunne følge med i Shanghai Fashion Week. Optakten til dette store forårs modeshow startede med, at de tømte vores sø, byggede et kæmpe stort telt udover det meste af den og fyldte vand i igen. Her i Kina kan de alt! I lidt mere end en uge har det vrimlet med masser af dyre biler, fimsede mænd og smukke kvinder. Vi har "nydt" bom-bom musik inde fra teltet, hvor kun VIP's med mange penge kan få adgang. Og nu er det slut og så bruger de et par uger på at få det hele pakket ned igen. Næste modeshow - samme sted - er til efteråret.

  
Smuk bil
Min gode ven Ole og jeg havde købt adgang til F1. Tidskørsel lørdag og endelig løb søndagen. Vi mødes på Jiaotong University station og fulgtes ad mod Shanghai Circuit, hvor banen ligger. Da vi næsten er fremme spørger Ole, om jeg har husket min billet. Jeg er sikker på, at han laver sjov og han er sikker på, at jeg gør det samme, da jeg svarer at den har han da med til mig. Da sandheden går op for os, hopper vi af metroen og bruger mere end 200 RMB i taxa. Det er mere end en times kørsel her i Shanghai. Da vi er vel fremme ved F1 løbet, når vi lige at se 3. runde af tidskørslen. Det var faktisk "ok", for det regnede hele dagen! Dagen blev afsluttet med god nepalesisk mad på "Nepali Kitchen" sammen med vore 2 skønne kvinder.

 
En fyldt metro
Søndag - nu med billet - tog vi afsted igen. Kravene til F1 bilerne er ændret, sådan at støjen ikke længere kræver at man bruger høreværn. Dejligt, men det fjernede også lidt af "mandehørmen", når disse super biler lyder som en almindelig personbil, der er tunet. Det gik jo ikke så godt for danskeren Kevin Magnussen i vogn nummer 20, selvom han kørte godt. Kørerne kan faktisk selv bestemme, hvilket nummer de vil køre med - fra nummer 2 til 99. Nummer 1 er reserveret til den forsvarende verdensmester. Kevin har valgt sit nummer, fordi det var det, han brugte, da han kørte gokart løb.

Vi havde aftalt med Ole's bedre halvdel, Liselotte og min bedre halvdel Anja, at vi igen skulle spise sammen om aftenen. Den opgave løste de på bedste vis. Vi skulle spise mexicansk, men inden da skulle Ole lige hente sin nye elektriske "motorcykel". Den gamle var blevet fjernet af en kinesisk "Lang Fing" og "Lang Fing Fang" (politiet) er ikke til meget hjælp i sådan en sag. Ole havde denne gang sørget for, at den nye "motorcykel" havde alt extra udstyr - inklusiv GPS, så den med lidt helt kan findes, hvis "Lang Fing" skulle finde på at låne den.

 
En sand fartdjævel
Jeg sad bag på Ole nye "bike" og lidt forsinkede ankom vi til resturanten med hele familien Larsen på el-scootere. Anja, Marlene, Britt og Thomas havde ventet et stykke tid, men da vi nu alle 9 endelig var samlet og der kom kander med iskold magurita på bordet, blev forsinkelsen hurtigt glemt.

Jeg må indrømme, at det har været en af de bedste weekender, jeg har haft her i Shanghai, men mon ikke den næste også bliver god. Søndag (d. 27. April) er det min fødselsdag! Jeg kan vist godt nu tillade mig at afsløre ,at jeg får besøg af både Margrethe, Henrik, Jørgen og mange andre fine gæster. Mon de har gaver med? Jeg glæder mig og øver mig flittigt på at bukke og sige tak for besøget.