27 maj 2014

På spansk betyder "Linda" - en smuk/sød pige


  
Dansk morgenmad
klargøres til åbningen
LEGO kontoret er endelig kommet på plads i K.Wah bygningen, som ligger på hjørnet af Huahai Middle Road og Xiangyang South Road - midt i det gamle franske kvarter, som er en charmerende bydel med huse på få etager - bortset fra eksempelvis den bygning, hvor hovedkontoret for LEGO China er placeret.
Kontoret er placeret på 45. etage på toppen af bygningen, udsigten er fantastisk og alle nyder den specielle atmosfære, der er på et LEGO kontor. Vi har vores egen opfattelse af farvevalg og design, så det bliver et helt unikt miljø, der afspejler vores brand. Nyd billederne :-)
Flytningen fra kontorhotellet ved People Square, har selvfølgelig givet mig en anden rute jeg går, når jeg skal på arbejde her i Shanghai. Ruten går ad Fuxing Road under de skyggefulde træer, som findes over alt her i det tidligere franske kvarter. Undervejs kommer jeg forbi diverse gadekøkkener, sko- og tøjbutikker og sågar en "bager", hvor kineserne køber deres form for bagevæk - friskbagt brød og kager, tilbredt lige ud til vejen med bilos og et mylder af mennesker.
En af butikkerne på min vej hedder "Noble Linda", og da min mor også hedder Linda, så sender jeg gerne en kærlig tanke til hende. Hun er endelig kommet hjem efter mere end et halv år på sygehuset, hvor hun efter sit uheld i hjemmet, har fået amputeret det ene ben. Jeg har flere gange skrevet om den oplevelse. Læs evt. mere via de to link herunder.
Som "knægt" i 70'erne kunne man være fan af Gasolin, Sweet, Slade, ABBA osv. Jeg var og er helt klart stadigvæk fan af Gasolin. Jeg tilbad dem som mine idoler, spillede på luftguitar og skrålede med på teksterne. På pladen "Gasolin 3" er der en sang, som hedder "Smukke Linda". Hende, de synger om, er helt sikkert ikke min mor, men sangen er stadigvæk god. Min mor er hverken af spansk afstamning, "Noble Linda" eller "Smukke Linda" - hun er bare min søde mor! Jeg glæder mig til at give min mor et "knuz" om få uger, hvor jeg - efter 8 måneder - er tilbage i Danmark igen.
Første indtryk når man kommer ud af elevatoren.
En fantastisk mosaik afsløres.
Og set fra den anden vinkel. Ca. 114.000 klodser er der brugt.
Bare et lille indblik i indretningen.