21 maj 2014

Ping Pong og forbi Hong Kong

Det er en lidt underlig overskrift, men "frem og tilbage" er det samme som "Ping Pong". Samtidig rimer det jo fint med Hong Kong, som vi lige har besøgt. Det havde i lang tid været planlagt, at Marlene skulle på tur med skolen til Det Indre Mongoliet, og så kunne jeg da passende tage Anja med en tur til det sydlige Kina, mens Marlene var væk. Jeg havde fået en praktisk opgave på kontoret i industribyen Schenzhen, som er en naboby til Hong Kong. Og da jeg ikke havde set vores kontor i Hong Kong, så kunne vi slå mange "fluer med et smæk"!

Topp Daugaard familien
Inden jeg skriver om vores tur, så skal vi "lige forbi" en konfirmation. Den Danske Folkekirke har valgt at placere præsten, som skal udføre alle kirkelige handlinger i Kina, med bopæl i Hong Kong. Valget er fornuftigt nok, men afstanden til f.eks Beijing er enorm. For at sammenligne de udfordringer det giver, så vil det være som at placere præsten, som skal udføre nogle kirkelige handlinger i Århus - i Rom. Det giver vist kun mening, hvis det er en katolsk præst.
Om lørdagen, før vi lettede med kurs mod Schenzhen, var vi til "glo-konfirmation" hos familien Topp Daugaard. Et par konfirmander fra Shanghai og deres mødre havde derfor lige været en "Ping-Pong" tur til Hong Kong. Konfirmationsforberedelse - komprimeret til en "hyggedag" med præsten - er jo nødvendig. Efter selve den kirkelige handling, som blev foretaget af præsten Maria-Louize Helbo i en kirke tæt på vores bopæl, fik vi champagne og jordbær med chokolade. Vi danskere elsker at hygge!

"Selfie" før afgang
Mandag var det så afgang til det sydlige Kina. Da det var et gammelt fly, vi skulle flyve med, tog jeg lige et sidste billede, hvis "uheldet" skulle være ude. Nå, alt gik godt og vel fremme i Schenzhen, blev vi hentet af min kinesiske kollega Hawkins Ho. Efter en rundvisning på kontoret og et "hurtigt fix" af IT opgaven tog vi videre til hotellet, som ligger lige ved siden af kontoret i Hong Kong. Selvom byen er kommet under kinesisk styre, så har den fået "særlig status" indtil år 2050, hvilket betyder at vi skulle igennem paskontrol med diverse blanketter og nogle stempler. Man kan nemt leve et helt liv i Europa uden at få brugt en eneste side i sit pas, men her i Asien stempler næsten hver gang, man har passet fremme.

Se de mange sky-skrabere!
Hong Kong er en fantastisk by at besøge. Det ligner Kina på mange måder, men er bare så meget bedre til det hele. Byen bærer tydeligt præg af, at englænderne har hersket her i mange år, hvilket bl.a. ses ved at de kører i den "falske" side af vejen. Men på trods af mange års europæisk indflydelse, så er det stadigvæk en asiatisk storby med sin, for os så fremmede, specielle "lugt og leben". Anja og jeg er klar til at flytte bopæl, hvis valget stod imellem Hong Kong og Shanghai. Byen har bare den frihed, som Shanghai sikkert aldrig får.

Vi legede turister og tog op til "Victoria Peak", hvor man bogstaveligt kan opleve byen fra det skyhøje udsigtspunkt "The Peak". For at komme til toppen kører man med "The Peak Tram". En gammel kabeltrukket bjergbane, som virkelig er stejl. Man presses godt tilbage i sædet på den stejle optur, men når man har tilpasset sig følelsen, så ser det pludseligt ud som om husene er tæt på at vælte. Vinklen på det skæve tårn i Pisa er helt sikkert mindre. På toppen kan man i godt vejr opleve en fantastisk udsigt over byen, men bare ikke denne dag - øw. Vi vandrede i "skyen" det sidste stykke op til toppen af bjerget. En dejlig, men våd og lidt hård oplevelse.

Selvom vi har oplevet mange af markederne i Shanghai, så skulle vi da også lige se, hvad de lokale markeder solgte i Hong Kong. Jade, perler, kød, frugt og grønt markederne var en fin oplevelse, men mindede en del om det vi ser i Shanghai. På markedet med kopivarer var udvalget lidt anderledes og som det ses på billedet solgte de da også "LEGO". Jeg købte bl.a. nogle æsker, som mildest talt overtrådte alle copyrights, som findes på "LEGO Friends". Det så ud til at selv støbeformen var "lånt" direkte fra vores produktion. FY! Kina - skamme sig :-(

Vores korte visit i Hong Kong blev afsluttet med meget ubehagelig regn- lyn- og tordenfyldt afgang fra lufthavnen. Et hvin fra mange passagerer udeblev heller ikke, da flyet faldt i et stort lufthul. Det var nogle trætte "Hr. & Fr. Wilson, som gik til "køjs", hjemme i Shanghai, efter et par dejlige dage i det sydlige Kina. Jeg tror ikke, det er sidste gang vi har været i Hong Kong - den by er bare "Fjong".