26 september 2014

Død som 44 årig

Vores elevator - uden 4 og 14
En mærkværdig ting i Kina, som jeg bemærkede første gang, jeg kørte i elevator er, at kineserne ikke kan lide tallet 4. Dette skyldes, at udtalen (si) minder om ordet, som betyder "død". Netop derfor kan kineserne ikke lide noget, hvor tallet 4 indgår.  Man siger, at "Tro kan flytte bjerge", men i Kina kan overtro fjerne etager i huse! Derfor vil en kineser ikke købe en Porsche 944, bo i et hus med nummeret 4 eller bare have et telefonnummer med 4-taller.

Jeg har flere gange hørt, at det er af hensyn til os fra "vesten", at nummer 13 ofte ikke bruges i elevatorer. Men 1+3 giver jo 4, så derfor kan kineserne heller ikke lide tallet 13 og fjerner det ofte - bare for en sikkerheds skyld. Og som "bonus oplysning", så er tallet 14 (shi si) det værste, da det betyder 10 gange døden. Overtroen har så stor indflydelse på kinesernes hverdag, at de simpelthen fjerner alt med "4". Så selvom en bygning viser, at den er 50 etager høj, så er der ofte kun 35, når man tæller rigtigt :-)

Kineserne er usædvanlige overtroiske, så der findes selvfølgelig både gode og dårlige tal. Tallet 8 er et meget værdsat "lykketal", så derfor blev f.eks. telefonnummeret 8888-8888 solgt for ca. 1.500.000,- kr til en køber i Chengdu. Selv den kinesiske regering ville ikke udfordre skæbnen med nummeret 8 til olympiaden i 2008. Åbningsceremonien for olympiaden i Beijing startede den ottende august (08/08/08), præcis 8 minutter og 8 sekunder over 8 (om aftenen), lokal tid i Beijing!

Skolefoto af Anja
Fyrre, fed og færdig - eller frisk og frejdig. At blive 40, er for mange en hård milepæl i livet - også for kineserne, fordi overtroen med "4-tallet" har tilføjet en snert af uhygge. Og hvad gør man så, når man fylder 44?
Frygt ikke, for den har kineserne fundet løsningen på. Ved hjælp fra matematikkens verden, så er 4+4=8. Udtalen af tallet 8 på kinesisk lyder næsten som ordet for "velstående" eller "velhavende" og det er jo ikke så ringe endda.

Det er dejligt, at alt kan "bøjes", for så kan vi ånde lettet op, selom Anja blev 44 den 22. september 2014. Hun har helt sikkert et velstående og velhavende liv! Og så er hun tilmed også godt gift.