18 september 2014

En kinesisk banan

  
János med biblen
Som soldat brugte vi et "kodeord", når kampgruppen skulle sende en mand tilbage til køretøjet for at hente mad. Ofte var maden bare smurte "klappensammen madder", men kodeordet, som vi sendte over radioen, var altid "banan, banan". Jeg er sikker på,  de fleste godt ved, at oplevelsen af mad er påvirket af både omgivelserne, humøret, udseendet, duften og serveringen. Efter denne oplevelse i Kina's hovedstad, så er jeg ikke længere i tvivl om at den bedste "Peking Duck" serveres på restaurant "Da Dong", som ligger lige ved siden af "Worker's Stadium" i Beijing.

Min gode kollega fra kontoret i Singapore, János Lippai, var taget med mig til Beijing for at få styr på vores IT på det nye kontor, som skulle åbne mandag d. 15. september. Det har ikke været let at flytte denne gang, for færdiggørelsen af det nye kontor blev forsinket, så de ansatte har været nødsaget til at arbejdet hjemmefra i et par uger. Jeg tror, de bliver glade for det nye sted, som igen er "LEGO superlækkert" og af høj kvalitet.

Onde andetunger
På vort kontor i Beijing hedder receptionisten Crystal - en både sød og pæn kineser - og hun har været en god hjælper og tolk, når det har knebet med kommunikationen til diverse håndværkere. Vi sagde ja tak til en frokostinvitation, da hun mente, at János ville have godt af at prøve rigtig kinesisk mad og på samme tid kunne vi så teste den restaurant, hvor vi skal alle sammen skulle spise frokost efter åbningen af det nye kontor.

  
Der and-rettes
Vi fik serveret 6-7 retter, hvor bl.a. den lækre kinesiske spise, "andetunger", også skulle nydes. Der er mange gode ting i det kinesiske køkken, men andetunger hører ikke til noget, jeg bryder mig om at spise igen. Der var ikke "Peking Duck" på menukortet, så Crystal vil reservere bord til János og mig næste dag på en restaurant, hun helt sikkert kunne anbefale til os. Hendes valg viste sig at overgå vore forventninger.

Da vi ankom fik vi en nærmest "tyk bibel" af et menukort placeret på vores bord. Der var flere hundrede retter at vælge imellem og det tog mindst en halv time, inden vi var klar til at bestille. Vi skulle have "den der and ting" og så en oksehale suppe med søhest - jeps - hvor ellers i verden kunne vi prøve at spise en søhest. Tjeneren spurgte "only one Peking Duck" og svaret var selvfølgelig "ja". Mon spørgsmålet betød, at der ikke var kød nok til to personer? Min mors søster har også lært mig, "at en and - det er lige nok til to personer - hvis den ene ikke lide det"!

Kokken kom heldigvis med en hel and. Lækker brun og velduftende. Han parterede den ved bordet og anrettede kødet flot på to fade - et til os hver. Det sidste lille fad var med lår, lidt strimler fra ryggen og andens hoved, som var delt i to. Så kunne vi jo nyde lidt andehjerne som en ekstra lækkerbisken. Det var simpelthen en fantastisk oplevelse og selvom vi havde udfordret hinanden til at vælge suppen med søhest, så kunne det ikke overskygge oplevelsen af "only one Peking Duck".

Efter den kulinariske oplevelse, gik vi en lang tur rundt om den "Forbudte By", så János kunne få Kina lidt "ind under huden", på sit første besøg i landet og afsluttede dagen med at nyde et par fadøl. Udover at grine af "only one Peking Duck", så havde Crystal også fortalt os, at kinesere, som er opvokset uden for Kina, ofte kaldes for "banan kinesere". Det kan godt være at udenlandskinesere er gule på ydersiden, men de er hvide indeni - ligesom en banan!