31 oktober 2014

Hverdagen under overfladen

Gadekøkken og "bager"
Efteråret er kommet til Shanghai. Bladene begynder at visne på de tusindvis af træer som skygger for solen i "French Concession". Jeg nyder dagene, hvor det er muligt at gå på arbejde. Temperaturen skal helst ikke overstige 25 grader og det skal være tørvejr. På dage, hvor det har regnet om natten, så er selv 20-22 grader for meget, fordi luftfugtigheden er høj (mere end 80) og sveden derfor hurtigt fugter tøjet.

Livet leves her, som i enhver anden storby, på gaderne. Der hænges tøj til tørre, børn følges i skole og brolæggeren retter fortovet efter noget kloakarbejde. Der er utroligt mange madsteder, som forbereder at millioner af kontoransatte skal have noget at spise til middag. Og netop fordi kineserne bare elsker at spise, hvilket også skaber utroligt meget affald, så kan lugten fra de mange madsteder og lugten fra affald, skifte med få meters mellemrum.

Bambusskov
Jeg har netop været "ude og spise", sammen med vores kontoransatte fra vores fabriksprojekt i Jiaxing. Virksomheder i Kina belønner deres ansatte med en udflugt hvert år. Man tager ganske enkelt afsted for at have socialt samvær, og det som foregår på turen har intet relation til arbejdet. På denne måde har arbejdsgiveren også mulighed for at vise om det går godt eller skidt. Vi tog en tur til "naked" - et hotel, som ligger i et fantastisk flot bjergområde, hvor man bor sammen i en slags sommerhuse. Bjergene er dækket af bambusskov, som nogle gange brydes af smukke marker med teplanter.

  
Sommerhuse og svømmepøl
Vores kun 170 km. lange tur fra Shanghai til Paitou tog mere end 8 timer. Vi skulle jo lige spise "kinesisk med mange retter", besøge formand Mao's sommersted og vandre i et smukt område med vandfald. Da vi havde booket ind på luksushotellet, så blev der festet. God BBQ og masser af "gan bei". "Gan bei" betyder "bunden opad" - altså at vi skal tømme vores glas og det bliver hurtigt til en fugtig sport for en kineser. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at være mådeholden og skulle i seng før midnat. Desværre blev det så i det hus, hvor jeg havde fået værelse, at festen fortsatte indtil kl. 3 om morgnen.

Næste morgen nød jeg den luksus at kunne tage et karbad og efterfølgende fik jeg en god morgenmad med en kollega fra Mexico. Herefter vandrede jeg tilbage til huset for at rydde lidt op på "slagmarken". Mine kinesiske kollegaer gav mig flere undrende kommentarer om, at jeg ikke skulle rydde op. "Det skal dem, der er ansat til det jo gøre" -  og selvom jeg fortsatte, med kommentaren om, at "min mor ikke var ansat her", så var der ingen af dem som udviste evne til at hjælpe. Her er der virkelig en kulturforskel.....

  
Alex, Marlene og Pernille
Efter lidt bueskydning og anden socialt samvær, tjekkede vi ud og steg ombord i bussen. Turen hjem blev krydret med endnu en omgang "kinesisk med mange retter". Resten af turen gik med at fortælle om vore oplevelser og afslutningsvis fik vi et stort "gavekort", som vi måtte købe LEGO for.

Imens jeg sad i bussen, så var Marlene og Anja til UN parade på skolen. Marlene er den ældste dansker på skolen, så hun skulle være fanebærer. Dagen efter var der "International Food Fair" på skolen og også i år troppede vi op. "International Food Fair" er en dag, hvor man "udveksler" smagsoplevelser fra de mange nationaliteter, som findes på skolen og på samme tid tjener penge til et godt formål. Anja og jeg havde bagt masser af pølsehorn hertil. Vejret var perfekt og vi hyggede os endnu engang sammen med Ole og Liselotte.

  
Mrs. & Mr. Wilson
Om aftenen skulle Anja og jeg til gallafest arrangeret af den danske handelsforening i Shanghai (DCCC). Vi besøgte Marlene's nye arbejdsgivere (hun er blevet barnepige hos Nina og Anders) og nød en øl, inden vi ankom i "kjole og hvidt" til festen. Som sædvanlig til sådanne arrangementer var der for lidt at spise (fine retter), men heldigvis rigeligt at drikke. Vi dansede til længe efter midnat til "Big Fat Snake" - med omkring 300 gæster til festen, så var det næsten en slags intim-koncert.

Jeg synes, vi har fundet hverdagen her i Kina, men når jeg kigger under overfladen af vores oplevelser, så har vi stadigvæk fuld fart på. Det er "ganske vist", at der er gået et år siden vi ankom, men tiden er jo bare fløjet afsted. Eventyret fortsætter!