20 november 2014

De sorte firkanter

Her skal der bygges nye højhuse
I baggrunden - de færdige sorte firkanter 
Vi har nu boet i Kina i mere end et år. Hverdagen er ikke længere "proppet" med overraskelser eller ting, vi oplever for første gang. Det er skønt og måske også lidt skræmmende, at vi har tilpasset os til landet med de enorme kontraster. Det er her i Kina, at Ferrarien hurtigt overhaler den fattige papsamler, som på sin trehjulede ladcykel stille ruller afsted. Der er mange, som hver dag kigger i skraldespande efter tomme plastflasker for at kunne skaffe penge til lidt mad. Kontrasten imellem rig og fattig er meget åbenlys.

De mange fattige bor i de bydele, som endnu ikke er ryddet af vejen, for at give plads til nye højhuse. Disse charmerende, gamle, lave huse forsvinder desværre stille og roligt fra bybilledet. Fra vores moderne højhuslejlighed har vi udsigt til flere af disse boligområder, som er resterne af det oprindelige Shanghai. De er med sikkerhed fjernet inden, vi er færdige med vores kinesiske eventyr, så jeg forsøger at "nyde" oplevelsen, når vores ture går igennem gaderne. Hundredevis af byggepladser skæmmer byen som ar efter en kinesergul urenhed i huden og selvom der kommer nogle nye huse, så kommer skønheden og charmen fra de gamle huse jo ikke igen.

Denne form for sanering har vi også set i Danmark. På det indre Nørrebro i København skulle der i 1970'erne ryddes op og bygges nyt. Området var gammelt slum bestående af små lejligheder, hvor de færreste nok ikke havde bad eller toilet. Der har helt sikkert lugtet grimt fra det affald og de toiletter der fandtes i baggårdene - ligesom husene her i Shanghai.


Kineserne tager ikke kampen op for at bevare deres kvarter, som man gjorde på "Den sorte firkant" i 1980. Her flytter de bare videre til andre områder af byen. Alt imens vi har boet her, er der skudt to flotte, "sorte firkanter" op i vores udsigt fra vores lejlighed. "De sorte firkanter" har ikke skabt meget ballade og det har bare været sjovt at følge dem under deres udvikling. Nu er de snart færdige og er så småt begyndt at blive taget i brug.

Shanghai er under konstant udvikling og snart kan vi følge med i et nyt byggeri fra vores moderne lejlighed, som kun ganske få kineser har råd til at købe eller bare leje. Lejligheden er godt nok til salg i øjeblikket, men der er ikke mange interesserede købere. Og skulle der komme en køber, så er vi blevet lovet, at vi kan blive boende. Lad os nu se, om de holder hvad de lover og hvis ikke, så kan vi se, om der er plads i en af de sorte firkanter.



Firkant nr.2 er ved at få toppen lukket