08 december 2014

All the leaves are brown and the sky is grey...

"Det ska' fejres..."
Det er blevet efterår i Shanghai, - bladene visner, de bliver brune og falder af træerne. Gadefejerne "knokler" på livet løs med deres bambuskoste. Det er helt sikker deres mest travle periode i løbet af året. Alle bladene skal fejes sammen og samles op i deres dertil medbragte små metalvogne. Og i morgen er der flere blade at samle op - beskæftigelse er en underlig størrelse her i Kina.
Lyrikken i overskriften stammer fra sangen "California Dreaming", som  "The Mamas & The Papas" indspillede sidst i 60'erne. Et godt nummer, som de flest kan nynne med på, dog har "the sky is grey" en anden betydning i sangen end den faktisk har her i Zhongguo (中國), landet i midten, som selvfølgelig er Kina. Den grå himmel skyldes forurening - masser af forurening! 

Jiaxing - forurening viste 495 
Kina har en kæmpe industri, som absolut ikke altid viser det samme hensyn til miljøet, som de fleste vestlige virksomheder er pålagt at gøre. At der slipper lidt røg og skidt ud når man skal producere, det er da ganske naturligt. Det er et nærmest statisk problem, som det vil tage mange år at få løst. Men sammen med efteråret kommer der desværre mere forurening p.g.a. de lavere temperaturer. Kineserne begynder at fryse, de skruer op for varmen, bruger mere strøm, brænder mere af og så kommer netop de der "grå skyer" - eller "tåge" som der står i vejrudsigterne. Vejrforholdene om vinteren får måske forureningen til nemmere at blive hængende, men eet er helt sikkert - det er rigtigt usundt for os alle sammen. 

De fleste her i Kina følger niveauet af forurening via en lille "app" på telefonen. Den viser "dagen tal" på den internationale skala, som går til 500. Et niveau over 300 anses som farligt, mens Verdenssundheds-organisationen WHO anbefaler et gennemsnitligt niveau på højst 20. Når "dagens tal" kommer op på omkring 300, kan det både lugtes, smages og føles at det ikke er sundt. Storbyen Harbin, der huser 11 millioner indbyggere, blev for noget tid siden stort set lukket ned af myndighederne, efter at luftforureningen i byen nåede op på det dobbelte af skalaen - 1000!
Shanghai på "kun" ca. 300

Kinas regering erkender, at det er et stort problem. Der bliver helt sikkert gjort noget med tiden, for politikerne har tilkendegivet, at de vil forsøge at nå et mål om, at landets udledning af CO2 ikke skal stige efter 2030. Fantastisk at sætte mål, hvor det fortsat er tilladt at øge udledningen de næste 15 år. Hvis ikke "Verdens navle" snart fjerner de grå skyer, så kommer kineserne måske med tiden til at skift farve fra sympatisk gul farve til trist og sygelig grå. Kom nu ind i kampen Kina!