31 januar 2015

Første hilsen fra Anja i 2015

Shanghai, den 30. januar 2015
Kære alle
Vel tilbage i vores Shanghai - hverdagen er i fuld gang igen om end med nye udfordringer… Men hold da op, hvor var det skønt at komme hjem og hilse på familien og vennerne. Den danske julestemning er altså bare nr. 1 - samværet, hyggen, pynten og sørme om der også kom en lille millimeter sne 1. juledag - og luften er jo så ren så ren.
I skovens dybe stille ro...
Turen til DK blev 12 timer længere end forventet - i alt ca. 32 rejsetimer fra vi forlod vores lejlighed - det er lang tid!
Flyet fra DK var aflyst og derfor var vores afgang fra SH jo også - alle passagerne blev tildelt andre flyruter - vi skulle over Frankfurt og videre til Billund.

Vi fik tildelt et hotelværelse på Lufthavnshotellet i SH, hvor vi kunne vente ca. 11 timer inden afgang mod Frankfurt - samtidig fik vi hver især frokost- og aftensmadbilletter.

Efter en lang flyvetur kom vi til Frankfurt tidlig lørdag morgen og skulle så få knap 4 timer til at gå. Vi fik en pragtfuld morgenmad, fandt vores maskine til Billund og vi var så klar til afgang mod DK. Desværre var det tekniske problemer med forhjulet, vi måtte vente og det endte med et flyskift i den anden ende af Frankfurt Lufthavn, hvortil vi kom med lufthavnsbus. Frankfurt Lufthavn er altså MEGET stor. Endelig kom vi til Billund lørdag middag 12 timer forsinkede - men humøret var højt, vi fik vores lejebil og kørte til Agerbæk, hvor mor og far stod med dansk frokost incl. sild, snaps og hvad dertil ellers hører.

Da vi ankom til “Slottet” i Kvie Sø ventede der os en overraskelse. Der var så fint og hyggeligt pyntet op til jul. Udenfor er der julebelysning og krans og indenfor er der pyntet op med noget af vores julepynt, juledekoration, julestjerner, duge og roser. Det var min dejlige mor og min skønne svigerinde Pernille, der har været “pyntenisser” - det var dejligt..
Dagene op til jul gik hurtigt - vi shoppede de sidste julegaver (mange havde jeg bestilt over nettet, hvor mor og far tog imod dem) - det er altså dejligt nemt.
Juledagene gik med hygge, mad osv. Morten rejste til Skive og holdt nytår, hvor han efterflg. rejste retur til SH, da han skulle i skole inden de afsluttende prøver, hvilke han besod med bravour.
Marlene var sammen med nogle af sine veninder ind imellem, hvor vi 2 gamle nød et par stille dage på “Slottet”.
Efter nytåret havde Stephen et par dage, hvor han skulle deltage i diverse møder i Billund. Det nød Marlene og jeg godt af - vi skulle på udsalg sammen med mormor. Det var en super dag, hvor vi rundede farmor til en kop kaffe. Farmor har det godt. Hun kommer godt rundt med hendes protese og rollator. Hun har fået en el-scooter af kommunen, således hun selv kan komme rundt omkring i Lunderskov. Det er så dejligt at se, hvordan hun bevarer sit gode humør.
En af de sidste dage i DK fik vi noget af en “nytårsbombe”. Vores udlejer har sagt vores lejemål op og vi skal være ude d. 28. februar. Uha, det gav sved på panden…., men vi har jo før flyttet i løbet af 8 dage, så det skal vi nok klare. Vi var bare klar til at gå i gang, men det er kineserne vi er oppe imod og de er lidt langsomme til at sætte igang. En veninde og jeg cyklede en tur en dag og vi smuttede forbi nogle “compound”, hvor vi så nogle lejligheder. En af disse lejligheder har vi valgt og om guderne og kineserne vil det, skulle vi gerne flytte ind i den omkring d. 10. februar. Lørdag d. 14. februar rejser vi på ferie til Thailand og er væk i en uge. Det er jo det kinesiske nytår og vi har valgt at nyde Hua Hin i stedet for Kina.
Lejligheden har i alt 3 soveværelser, ligger på 32. etage og med en fantastisk udsigt. Den ligger 5,1 km. fra vores nuværende lejlighed med 10 min. gå afstand til samme metrolinie, som vi hidtil har brugt, så både Stephen og børn kan bruge den samme til arbejde og skole.
Alt det med den lejlighed har da brugt lidt af ressourcerne, også fordi vi kan rent faktisk ikke selv bestemmer ret meget - alt foregår i “kinesertempo” - det kræver en vis tålmodighed, hvilket kan være svært, når man er dansker og vant til at bestemme selv!!
Men nu kører det vist og jeg håber at alt kommer på plads inden vores ferie.
Vi har valgt at sende de fleste af vore møbler hjem til DK, da Morten rejser hjem til sommer og skal bruge nogle af tingene -  kan vi godt bruge lidt bedre møblement i sommerhuset. Samtidig har vi lært at en kontrakt i Kina er åbenbart ikke bindende og alt det “pakken ned og op” af møbler m.m. kan være hård ved tingene. Vi har derfor valgt at beholde vores senge samt TV m. højtalere samt få enkelte møbler mere. Så må vi se, hvordan det bliver. Nu glæder jeg mig bare til at få flyttet og indrettet og vi skal også lige have lært vores nye område at kende - så alt er klart til at mor og far kommer ud til os d. 24. marts.
Håber I alle har det godt og er kommet godt ind i det nye år.
De kærligste tanker og knus fra os alle 4
Anja
Husk at følge med på Stephens blog http://kina.wilsonweb.dk/

26 januar 2015

Det falske sted...

  
Skriftlig opsigelse fra vores udlejer
Vi kom godt ind i 2015. Nytårsaften sad vi efter eget valg på "Slottet" og nød en filmaften sammen med Marlene. Vi havde alle 3 brug for en stille dag og aften, hvilket vi nød. Nytårsaften kan faktisk godt selv "rende og hoppe" ind i det nye år. Selvom det var en stille overgang til 2015, startede det nye år med en "bombe". Vores udlejer i Shanghai har opsagt vores lejekontrakt og vi skal være ude senest den 28. februar. Lejligheden er solgt til en anden kineser og så bliver vi jo smidt på "porten". Du kan selv læse den skriftlige opsigelse...:-)

Vi havde endnu nogle dage i Danmark til at tænke på udfordringerne i at skulle flytte igen. Som sædvanlig (fristes jeg til at skrive) - går Anja og jeg bare i gang med opgaverne i sådan et projekt. Efter 3 dage med møder i Billund, fløj vi tilbage til storbyen, hvor Morten tog imod os efter at havde været alene hjemme i en uges tid. Han skulle jo passe sin skolegang og sin eksamen som afslutning på 1. semester. Han bestod over forventning og venter nu på at 2. semester starter efter det kinesiske nytår. 


  
Lokal beboelse
Anja og en af vore venner sprang på cyklerne en af de første dage efter vores hjemkomst til Kina for at se, om de kunne finde os et nyt sted at bo. Vi kunne ikke vente på, at vores kinesiske konsulent fra APA China fandt nogle forslag til os. Vores venner, som bor et godt sted midt i French Concession, har desværre fået en byggeplads som nabo. De er informeret om, at det vil tage ca. 2½ år, inden man afslutter byggeriet af det højhus, så de er også på jagt efter en ny bolig. Shanghai har faktisk mere en 20.000 højhuse og der påbegyndes et nyt byggeri hver 2.-3. dag. Tænk engang, hvis det samme skete på Sjælland, som har ca. samme størrelse som Shanghai. Jeg tror faktisk, der er mindre end 1000 højhuse på "djævleøen".

Til vores overraskelse lykkedes det os faktisk at finde et nyt sted at bo. Det ligger kun 5 km. fra vores nuværende lejlighed i Xintiandi. Den nye, hvis alt går vel, ligger i Xujiahui, helt oppe på 32. etage. Man bliver lettere svimmel, når man står ud på altanen og kigger ned. Kvarteret er meget kinesisk med enorme kontraster lige uden for lågen til de to næsten ens højhuse i det nye compound. Her hænger der både vasketøj og fisk til tørre. Dampen fra gadekøkkener, duften fra frugthandlerens butik og dunsten fra den lokale fiskehandler er nøsten en selvfølge. Her kommer vi tættere på befolkningen fra "Riget i midten".

  
Fiskehandleren har fisk til tørre på gaden. 
Nu venter vi bare på at kontrakten bliver underskrevet, pengene betalt og at flyttefolkene kan komme igang med at pakke vores indbo. Vi har besluttet at sende det meste indbo til Danmark, således at Morten kan få sine ting med hjem og indrette sin forhåbentlig kommende studenterbolig i Århus - sommerhuset kunne da også nyde fordel af lidt bedre møblement. Morten har valgt at studere jura og da vi godt kunne bruge en jurist i familien, så har vi selvfølgelig tænkt os at hjælpe alt det, vi kan. Sommerferien bliver lidt udskudt, da Morten skal have været afmeldt folkeregisteret i 12 måneder, inden han kan modtage flyttegods fra udlandet. Det store puslespil er ved at blive lagt, for Marlene vil gerne til Roskilde Festival samt fejre sin 18 års fødselsdag. Så skal vi have pakket containeren ud og flytte ting til Morten nye bopæl i "Smilets by". Der er mange brikker, som skal tilpasses for at det hele går op.

På min gåtur til kontoret i dag, nød jeg igen de mange indtryk, jeg får på min vej. Duften af det kinesiske køkken fra de mange hjem, gråspurvene som spiste fra nogle væltede affaldsposer, synet af en kinesisk overklasse kvinde, som frysende stavrede afsted på de høje hæle og solens refleksioner i byens mange ruder. Det er med et smil på læben, at jeg tænker på hele Danmarks to søde "tosser" - Morten og Peter, som vi har fulgt igennem mange år på dansk TV. De var på en eventyrlig udflugt i Sverige, hvor Morten var sikker på, de var "det falske sted". Der er mange udfordringer her i Kina og vi valgte "det falske sted" at bo første gang, men vi oplever jo bare endnu et kapitel af det eventyr, som vi nyder at være en del af.