20 marts 2015

Opdatering fra Anja

Shanghai, den 17. marts 2015
Kære alle

Puha, hvor er der sket mange ting på kort tid!


Flytterod
Vi fik pakket ting, der skulle sendes til Danmark - det tog en hel dag, hvor kineserne vimsede omkring i vores lejlighed og fik pakket vores nips sammen og fyldt i en container. Ja, det bliver spændende at pakke ud igen til august, det bliver som “juleaften”. Dagen efter kom kineserne sørme igen. Da var det vores ting, der skulle flyttes fra vores gamle lejlighed til den nye. Det var noget af en oplevelse. Kineserne er meget “alternative, når det “bare” er en lokal flytning. (ved internationale flytninger er der gældende regler, flyttefolket skal rette sig efter). Mine bogreoler fik et tæppe eller 2 omkring sig efterfulgt af pakketape - Stephens gamle “Wegnerstol” stod også for tur og blev lige så flot pakket ind, ja, vore senge osv. Stephen og Morten havde selv dagen forinden pakket vores B&O fjernsyn ind i den originale trækasse sammen med flamingo, rør osv., så det var der styr på. Da turen kom til vores 4 nye højtalere var jeg nødt til at trække mig tilbage og studere et spil på min tlf., jeg havde simpelthen ikke nerver til at se, hvordan kineserne satsede og “svang” rundt med dem - de er altså underlige!

Nå, men den lokale pakning af vores ting tog ikke mere end ca. 3 timer, så stak kineserne af med dem i en container. Vi fik fejet lidt skidt sammen og tog vore madvarer under armen og fik fat på en taxi til vores nye lejlighed. Vi fik nøglerne udleveret og bestilt en sandwich, som vi efterhånden trængte godt til. Kineserne kom med vores ting, vi dirigerede, hvor det overordnet skulle stå, så var der efterfølgende “papkasserne”, der skulle pakkes ud. 

Papkasserne fik jeg med lidt hjælp fra Morten pakket ud de næste 3 dage - vi var færdige fredag middag, fredag aften pakkede vi kufferterne og lørdag morgen tog vi til lufthavnen og i en flyver mod Bangkok. Det var “Chinese New Year” og en uge uden forpligtigelser var tiltrængt.


Tur med Tuk-tuk
Vi havde en pragtfuld uge i “Hua Hin” i Thailand. Gennemsnitstemperaturen var omkring 30 grader og dagen og 25 grader om natten. Vi havde lejet en skøn lejlighed af vore gode venner. Lejligheden ligger i et compound med skønne stier, smuk beplantning, egne udendørs pools og lige ned til havet. 

Det var mange ældre skandinaviske mennesker, der havde fået samme ide og havde taget turen til “Hua Hin” - småbørnsfamilier prægede også stranden. Men det var også dejligt, at der ikke var fyldt op med mange unge mennesker - Marlene og Morten var dog ikke helt at samme mening. 

Restaurant og barlivet lå ikke lige i nærheden af lejligheden. Der var vel ca. 5 km. til
dette - her brugte vi enten vore gåben elle “tuktuk” - små biler på 3 eller 4 hjul. Vi nød livet og skulle jo opholde os på stranden den første dage - dette satte sine spor med diverse solskoldninger - havde måske lige glemt, at solcremen bliver skyllet af efter en tur i vandet, vi fik os ikke smurt ind efter en tur i bølgen blå. Vi tog en pause fra havet en enkelt dag - men så skulle vi også i igen. Selv undertegnede blev afhængig af opholdet i vandet. Det var virkeligt skønt.

Det eneste mad vi lavede selv - var morgenmaden, det var faktisk hr. Wilson, som gjorde dette. Han nød at opholde sig i køkkenet og jeg var glad for at slippe! Aftenerne var skønne med super dejligt vejr. Vi sad udendørs og hyggede med dejlig mad, kolde øl og drinks - ja, myggene var der også. Og der var MANGE - RIGTIG MANGE. Jeg blev overfaldet den første aften og så herrens ud på mine fødder - og det KLØEDE! Vi gik en eftermiddag til “Abebjerget” - hvor vilde aber var omkring os. De kravlede rundt omkring og over det hele. De var søde at se på, men man skulle virkelig passe på sine ting - og det med at gå rundt og spise noget i deres selskab var ikke noget go ide.


Blondine
En anden dag var Marlene til frisør. - det vil sige 2 dage. Hun havde fået anbefalet en frisør af vore venner, der kunne afblege hår og det skulle være billigere end i både Danmark og Shanghai. Marlene havde taget beslutnigen om at blive “blondine” - det er hun i den grad også blevet. Stephen driller hende med, at afblegningen har taget nogle af hendes hjerneceller også…. Vi nød også at få fødderne i “Fiskespa” - hvor fiskene æder de døde hudceller. Stephen og Morten var ikke begejstret for turen - Marlene og jeg tog en behandling 2 gange - det var skønt. 

Efter en skøn uge i “Hua Hin” var det også dejligt at komme hjem til Shanghai samt vores nye lejlighed. Lejligheden skulle udforskes rigtigt - tingene var måske ikke kommet på de helt rette hylder og vi flyttede lidt rundt på tingene. En af de første nætter var både Stephen og jeg “oppe” - da vi skulle finde døren til badeværelset, gik vi rundt som om vi var i lejligheden i “Hua Hin” - ja, der var sket mange ting på kort tid.

4 dage efter hjemkomsten tog Stephen en smut til London. Han skulle til et 2 dages møde med 6 kollegaer, som han fremadrettet er i “gruppe” med - de skulle lære hinanden at kende, have socialt samvær og sætte fælles mål. Efter 4 dage var han hjemme igen med lidt godter og gaver. Jeg fik en “Mulberry” taske, Morten en parfume og Marlene et armbånd. Derudover havde han også lidt chokolade, krydderier og andre lækkerrier i godteposen. Ved da ikke helt, hvad der gik af ham… Ja og så var hverdagen ellers igang igen. Stephen kunne så starte med at sende endnu en mail til Danmark og bede om hjælp til udfordringerne herude. Efter 2 dage på kontoret måtte han erkende, at der er arbejde til 2-3 medarbejdere mere end ham selv. I denne uge kommer hans chef fra Danmark til byen og der skal nu fastansættes 2 medarbejdere. Endelig sker der noget….

Vores nye lejlighed er inkl. rengøring 3 gange ugentligt inkl. håndklædeskift. Dog har vi frasagt rengøringen om lørdagen - det er nu rart at kunne ligge og snue så længe, det måtte passe os. Rengøringen er måske en smule overfladisk - men det er jo med til at holde det nede og så kan jeg jo selv engang imellem tage hjørnerne, hvor hun i hvert fald ikke kommer. Jeg har fået for vane at handle ind, den times tid hun er der - så er det jo rart at komme hjem og gulvene er tørret over, badeværelserne fixet og skraldespande tømt. Jo jo - man kan vænne sig til meget. Vi synes alle 4, at vores nye lejlighed er mere ‘hyggelig” - ungernes værelser er mindre end de forrige - men det er nok også med til at skabe hygge. Den er jo delvis møbleret og vi synes også at vi har været ret så heldige med de kinesiske møbler. Som man siger: “Det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget”….

De første uger i vore nye omgivelser har Morten og jeg udforsket de nye indkøbsmuligheder. Umiddelbart så det ud til at alt lå ca. 2 - 2,5 km. væk. Men efterhånden dukker der flere muligheder op og området er rent faktisk OK. Jeg har tidligere ikke været vild med at købe grønt andre steder end i supermarkederne, men vi har små markeder lige nede for døren og jeg er begyndt at handle der. Hold da op, hvor kan man spare mange penge på frugt og grønt - det er da vejen frem. Og så skal jeg jo heller ikke slæbe det så langt. Morten og jeg var gået til et supermarked en dag - det tog godt 2 timer, inden vi var hjemme igen. Det syntes han godt nok var lang tid, - bare for handle basisvarer. Han kunne godt forstå, at det med handle ikke bare er noget man gør som ex. i lille Agerbæk. Det er rent faktisk en heldagsopgave - man gider ikke mere den dag!

Morten er startet på kinesisk igen. Det er dog ikke med samme entusiasme, da fremtidsplanerne er lagt og der indgår kinesisk ikke. Han har nu søgt ind på jurastudiet i Århus og værelse er også søgt - så er det bare at vente til ultimo juli for svar. Men når Morten nu er, som Morten nu engang er, så betyder det jo, at ja rent ud sagt: “Han spilder sin tid” - synes han! Vi er dog enige om, at nu er han her og så må han forsøge at få det bedste ud af det. Marlene knokler fortsat med skolen. Derudover er hun igang med Shakespeares “A Midsummernights dream” - hvor hun er en af “lovers” - hovedrollerne. Der er premiere på fredag og derudover har hun en forestilling lørdag. Hele ugen har hun prøver indtil kl. 19 - så det er lange dage, når der også er lektier. Heldigvis er hun vild med udfordringerne og der er jo hendes hobby at stå på denne scene. Fra torsdag i næste uge er der 1,5 uges ferie - og denne holdes jo sammen med mormor og morfar. De lander herude om lige nøjagtig en uge - næste tirsdag. Havde vi vidst, at Marlene havde forestilling i weekenden, skulle de jo have været herud nogle dage før.

Vi glæder og rigtig meget til at vise mormor og morfar vores hverdag, lejlighed, by osv. Dog så jeg lige til morgen, at der forventes strejke i lufthavnene i Tyskland - de tager turen fra Billund over Frankfurt og til Shanghai. Vi krydser fingre for, at de ikke bliver ramt af det. Nå - ja, jeg ville have skrevet tidligere. Men vi bor i Kina og Internettet er ikke blevet bedre af, at vi er flyttet. Jeg håber, dette kan blive afsendt idag - men nu ser vi. 

Ha det godt og tak for alle jeres mail - dejligt at høre lidt om livet i “Dannevang”. 

Kærlige hilsner og knus

Anja & co