30 april 2015

Når man møder "Muren"

Hvis man har fløjet indenriges i Kina nogle gange, så kommer det ikke som en overraskelse at f.eks. China Eastern Airline's er forsinkede. Jeg havde planlagt nogle arbejdsopgaver i Beijing og skulle så mødes med Anja og "ungerne" den efterfølgende dag. Selvom jeg blev forsinket i ankomsten til Beijing, så kunne opgaven desværre ikke afsluttes, fordi kineserne, som jeg havde en aftale med, ikke var klar til tiden. De dukkede først op dagen efter det oprindelige tidspunkt. Tilmed manglede de nogle vigtige dele og kunne selvfølgelig ikke afslutte deres ellers aftalte arbejdesopgave. Jeg må for fremtiden prøve at være mere forudseende og tilføje en extra "kina-faktor", hver gang noget skal planlægges og udføres til en aftalt tid. 


"The Nest" og familien Wilson
Da vi var her sidste gang i det Kinesiske Nytår 2014 (læs: "Med 300 km/t til den grå hovedstad"), undlod vi bevidst at besøge "Muren". Denne oplevelse skulle gemmes så Morten kunne være med. For vores forældres og vores egen generation (Anja og mig), så er "Muren" måske mere en relation til muren i Berlin. Den mur, som adskilte Øst- og Vesttyskland, igennem næsten 28 år. Men når vi nu er i Kina, så er det selvfølge den mur, hvis oprindelige længde menes at have være mere end 5.000 Km. Det er måske derfor man påstår, at den kan ses fra månen.

Vi havde fundet et billigt hotel, Tianan Rega Hotel, som ligger tæt på Tiananmen Square (Den Himmelske Freds Plads) og den forbudte by. Vores værelse var fint, men ungernes var uden "dagslys". Marlene fik dog gratis opgraderet til et værelse med vindue, hvor udsigten viste sig at være en mur. Vi konstaterede desværre, at hotellet ikke evnede at servere ordentlig morgenmad. Så bortset fra første dag på hotellet, så indtog vi morgenmaden på Starbucks de øvrige dage. Det var både bedre og billigere. 

Fredag var vi en tur på "Pladsen" og "Den Forbudte By". Morten, som jo var der for første gang, "nød" godt at kinesernes nysgerrige blikke og stillede sig også op et par gange for at blive fotograferet sammen med nogle søde piger. Morten påstår jo, at han ikke kan tale kinesisk, men da han i en butik, kom til at smile over en "hemmelig" kommentar fra en af pigerne, som passede butikken, blev han afsløret. Det blev til en del fnisen fra pigerne og nogle billeder sammen med den flotte unge mand og hans lyshårede mor.


4 på stribe på muren
Lørdag havde vi en chauffør til at sørge for vores transport. Vi stoppede bl.a. ved "Beijing National Stadium", som er et imponerende byggeri med et stort parklignende område rund omkring selve "Fuglereden". Vi fik foreviget øjeblikket med Marlenes kamera på en trefod. 
Næste stop var ude ved "Muren". Efter en kort tur med en lille bus, en tur med en tovbane og en del trapper, så var vi nået til toppen og kunne nyde en lille del af det imponerende byggeri. Igen blev øjeblikket foreviget med Marlenes kamera og nogle timer senere var vi så på vej retur til Beijing. 

På vores sidste dag i Kinas hovedstad tog vi til, hvad vi først troede ville være lidt kedeligt -  "Sommerpaladset". Som en hævnagt ødelagde engelske og franske tropper i 1860 stedet, hvorfra mange kejsere havde regeret det enorme Kina. "Sommerpaladset" er igennem de sidste 150 år, forsøgt genopført i sin oprindelige udgave og det er imponerende at opleve stedet.

Det var en udmattet, mættet og træt familie, som vendte tilbage til hjemmet i Shanghai. Vi havde endelig "mødt muren".


Sommerpaladset i Beijing