31 maj 2015

Tokyo - tur/retur, del 1

Stilrent og flot - det er bare Japan
Tintin er en af de mest berømte tegneserier, der findes og der er flere af de eventyr han oplever, som har paralleller til vort eventyr her i Asien. I historien "Den blå Lotus" rejser Tintin bl.a. til Shanghai - og det er jo her, vi bor. I den fantasifulde "Månen tur-retur" kommer han til en helt "ny" verden. Jeg vil påstå, at vores oplevelse af Tokyo, også var som at komme til en "ny" verden. Næsten som at komme til månen!

Lige lidt indledning, - Marlene skulle på tur med skolen, Morten kan godt lide at være alene en gang imellem og derfor kunne Anja og jeg uden bekymringer tage et smut til Japan. Jeg havde en arbejdsopgave med at forbedre forholdene på kontoret i Tokyo og se hvilke opgaver, jeg med fordel kunne løse alt imens jeg var på besøg. Jeg bookede billetter, bestilte hotel og vi pakkede vore kufferter. Endnu en rejseoplevelse kunne begynde.


Dragefisk - 3 m. lange
Vi var fremme i Japan i løbet af nogle få timer. Fra lufthavnen til hotellet tog vi en taxa. Jeg var meget imponeret over, hvor flot og ren denne lidt ældre bil var. Det viste sig senere, at sådan er alle biler i Tokyo - selv lastbilerne så helt nye ud - måske bare fordi de var rene og velplejede. Taxichaufføren var meget høflig og spurgte (på engelsk), hvor vi kom fra. Og næsten som en selvfølge, så kunne vi betale for turen med kreditkort, hvilket er umuligt i Kina. Det var en meget anderledes og positiv oplevelse i forhold til, hvad vi er vant til fra Shanghai. Her er 90% af taxaerne beskidte, chaufførene er sjældent høflige og taler kun kinesisk. 

Når man som dansker besøger Tokyo, så er det næsten som at være hjemme. Her er rent, alt er velordnet og sat i system. Trafikken er effektiv og trafikanterne følger reglerne. Og underligt at opleve at busserne holder tilbage for fodgængere - det vil aldrig ske i Shanghai!

   
Gratis udsigt fra
"Metropolitan Government Office"
Som turister syntes Anja og jeg, at byen var lidt kedelig. Det "vildeste" vi oplevede var nok elektronik markerne. Står man lige og mangler et nyt kamera eller anden form for elektronik man endnu ikke kan købe andre steder, så skal man besøge Akihabara. Det er et kæmpe område med hundredvis af butikker. De handler med alt inden for computere, elektronik, teknik og andre gode mandeting. Et af varehusene have hele seks seks etager med gode sager. Vi kiggede efter noget at købe og endte op med kun at købe en "mandetaske" samt en fototaske. Sidstnævnte skal bruges til det kamera, som jeg regner med at købe momsfrit næste gang, jeg er hjemme i Danmark.

Vi forlod Tokyo med endnu et "tjek" på listen over steder, vi har været. Det var dejligt at være i Japan og jeg ser frem til "Tokyo - tur-retur, del 2"! Kontoret i Tokyo skal udvides, hvilket jeg skal tage del i.


Langt fra Kina, hjemme i lille Dannevang, skriver min bror også om en dejlig tur til Mandø. Det kan godt give lidt hjemve, når jeg ved, at der går to måneder endnu, før end jeg kan sætte fødderne på dansk jord ......