28 juni 2015

Kræftanstrengelse

Marlene på vej til Roskilde
Anja og Marlene er allerede landet i Danmark. Marlene skal til Roskilde Festival for første gang og Anja skal rydde op i sommerhuset, så der er plads til de møbler vi har sendt hjem. Og containere,n som vi har fået sendt hjem, er netop grunden til, at Morten og jeg stadigvæk er i Shanghai. For at undgå problemer med toldbehandlingen, så skal modtageren (Morten) af containeren have været afmeldt folkeregisteret i 12 måneder. Så vi to mænd tager lige en måned længere herude i Kina, inden vi kommer hjem til lille Dannevang på ferie.

Mon ikke alle har hørt, at der i Kina er en lov, som begrænser familier til kun at få et barn. Men som alle ved fra matematikkens verden, så findes der ingen regler uden undtagelser. Bor man fx. i et tyndt befolket område (ude på landet), så må man gerne få to børn, hvis det første barn er en "fuser" (altså en pige). Jeg er så heldig at have hele to brødre - Kenneth og Thomas - men jeg er jo heller ikke kineser, selvom jeg både kan smaske og spytte på gaden. 

Min ene bror, Kenneth, er bland meget andet, rigtig dygtig til at skrive og tegne. Han har sin egen blog på http://lazyclip.blogspot.dk - men det er nu ikke ham jeg vil skrive om lige nu. Der er min tossede bror, Thomas, som mange gange har bevist, at han er af en anden støbning end os andre.

For noget tid siden ville han endnu engang bevise sin store viljestyrke, ved at gå fra Blåvandshuk til Vejle. Det gik desværre ikke så godt, for han måtte opgive at gennemføre turen efter ca. 95 km. Han har som ung "knægt" cyklet Århus-København nogle gange. Løbet er lagt "i graven" efter at broen blev bygget. Men jeg tror, det var dengang Thomas fik lyst til at prøve kræfter med "det hele". Det blev bla. til "Rensborg-Viborg", "Fjorden Rundt" og mange andre cykelløb. På et tidspunkt blev hans cykelsko byttet ud med løbesko. Først nogle halve marathon, så nogle hele og da det ikke var nok, så snuppede han nogle 100 km løb. I juni 2011 løb han de 100 km på under 10 timer. Hvis jeg presser mig selv hårdt, så kan jeg nok løbe 10 km på en time - men helt sikkert ikke 10 timer i stræk. Det er virkeligt sejt gjort.

Thomas har med tiden fået lettere astma, måske på grund af de ekstreme udfordringer, men det har altså ikke stoppet hans lyst til udfordre sig selv. Så det var med undren, at vi læste på Facebook, at han havde opgivet ved ca. 95 km. De mange timer i regnvejr havde åbenbart taget hårdt på ham og han havde tilmed meget ondt i ryggen. Thomas' kæreste Vita insisterede på, at han skulle til et tjek ved lægen. Lægens besked - du er dehydreret og derfor gør din nyre ondt. Det kunne måske også forklare, hvorfor hans urin var sort som kaffe. Derefter blev Thomas indlagt på sygehuset.

Efter en del undersøgelser og overflytninger imellem diverse sygehuse, så har Thomas i dag en nyre mindre. Han havde fået en kræftknude i venstre nyre og det mest sikre var at fjerne hele nyren. Han er i dag erklæret rask igen og som han skrev til os:
Thomas i Århus - Maj 1991

"Har det godt og uden smerte, som det har været under hele forløbet og føler mig som en glad og utrolig heldig mand!"

Kære storebror - du er simpelthen for sej!