22 december 2015

En lille gåtur

Typisk baggård
Vi bor på 32. etage. Selvom etagerne med "4-tal" samt 13. etage ikke findes og at stueetagen kaldes 1. etage, så er udsigten fin og der er "højt" ned. Når vi spiser morgenmad, kan jeg se om vejret "tillader", at jeg kan cykle eller om jeg bør tage metroen til arbejde. Når jeg vælger at tage metroen, så skal jeg gå ca. 500 meter, før jeg er ved stationen. På den korte tur er der masser af indtryk og små oplevelser.

Efter at have kysset Anja farvel og døren er lukket ind til lejligheden, så er det bare at tage turen med elevatoren ned til vores reception. Nogle gange stopper den undervejs og andre beboere stiger ind. Nogle skal, lige som jeg, på job, mens andre skal lufte deres lille hund eller fugl. Der bor en i vores blok, som har en tam fugl. Den sidder på hans skulder og den er helt sikkert hans bedste tobenede ven. Den er ikke i snor og kan bare flyve væk, men den virker glad og tilfreds. Et lidt underligt par.

    
En lille fiskehandler
På vej ud af receptionen hilser jeg på personalet, som passer skranken med et "ni hao" eller "hello". Udenfor venter mange chauffører med deres biler for at bringe arbejdsgivere rund i storbyen. Jeg går ud af porten, drejer til højre og kommer bl.a. forbi en lille fiskehandler og lille grønthandler på den modsatte side af gaden. Fortorvet er i de tidlige morgentimer blevet ryddet for det affald, som gadehandlerne har efterladt dagen før, men jeg skal stadigvæk holde øje med at jeg ikke falder over eller jogger i noget. Et lille stykke henne, skal jeg gennem et virvar af fodgængere, cykler, el-scootere og dyttende biler. Jeg går forbi et dumpling køkken, som må være godt, for der altid er kunder. På den anden side af gaden drejer jeg til venstre forbi endnu en lille fiskehandler.

Den smalle gade, som for enden har en indgang til Huashan Park, er blevet mere proppet med handlende efter at myndighederne har lukket den anden gade, hvor vi før købte rodfrugter og grønsager. En mand på en knallert fylder lidt ekstra, imens han læsser nogle sorte plastsække af. Den ene sæk viser sig at være er fyldt med store, grønne, levende frøer og en anden med den slags krabber, vi også kan fange ved strandkanten i Danmark. En ældre dames puddelhund, som er iført tøj og sko, snuser nysgerrigt til poserne. Her er en underlig blandet lugt af fisk, våd jord og fugtigt gammelt tøj. Jeg smutter uden om det hele og ind gennem gitterporten til parken.

   
En pose store grønne frøer
Parkens stille ro står i dyb kontrast til den livlige gade, jeg lige kommer fra. Her er flere ældre kinesere, som også lufter deres hunde iklædt spadsererdragt. Det er ikke alle hunde, der har sko på. Der er en lille åben plads, hvor jeg kommer ud af parken. Her danser mange gråhårede i takt og på rækker til noget moderne, kinesisk og rytmisk musik. Lyden bliver skrattende presset ud af højtaleren på en lille rød "ghettoblaster". Jeg drejer igen til højre og de rytmiske toner forsvinder, for lidt senere at blive erstattet af tonerne fra noget mere traditionelt kinesisk musik fra strengeinstrumenter. Henne på hjørnet af parken udøver en flok kinesere, både unge og gamle, det traditionelle Tai Chi. Det er en gamle kampkunst, som primært udøves for at øge koncentrationen og balancen.

Efter at have kigget lidt på "balance kunst", skifter lysreguleringen til "grøn mand" og jeg fortsætter min gåtur. Kommer forbi endnu et marked for kød og grønt. Her har der i et stykke tid været udført kloakarbejde, men nu kan man igen gå uhindret på fortorvet. Herfra er der omkring 200 meter til metroen og vel fremme tager jeg rulletrapperne ned under jorden. Fyldt med indtryk fra den lille gåtur, kan jeg så stå og tænke på hverdagens mange oplevelser, imens jeg lader mig transportere på skinner det meste af vejen til kontoret. Jeg må endnu engang indrømme, at H.C. Andersen havde ret, da han skrev: "At rejse er at leve!"