28 december 2015

Julehilsen fra Anja

Shanghai, d. 23. december 2015
Kære alle

En lille julehilsen herfra med ønsket om en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Os i Shanghai
Grundet flere omstændigheder blev det i sidste øjeblik besluttet, at vi alligevel ikke skulle hjem i julen. Morten har fået tilbuddet om at komme herud og fejre julen sammen med os. Han har dog takket nej, da 1. semester eksaminerne ligger i de første uger af januar og han er derfor nødt til at bruge jul og nytår på at læse til dette. Han fejrer juleaften i Agerbæk hos Monique, Pernille og John sammen med mormor og morfar.

Marlene er vel ovre hendes eksaminer og hun er i gang med de indledende forberedelser mhp. at søge ind på på Århus Universitet på hhv. Medievidenskab og Dramaturgi - hun vakler mellem disse to.
Ugen inden Marlenes juleferie var vi en tur på skolen og se en basketballkamp mellem skolens pigehold mod en anden skoles hold. Marlene cheerleadede - som hun har brugt mange af efterårets timer på at træne til. Det var dejligt at se, hvordan sådan noget foregår.

Stephen arbejder fortsat mange timer i døgnet. Endelig - endelig, nu bliver der ansat 2 mere hos ham. En starter i januar og en anden i februar, det bliver så dejlig for ham.

Basketball holdet og deres supporters 
I lørdags var vi på et større julemarked - vi var blevet anbefalet at besøge det om aftenen og det var turen værd. Vejret var dejligt og alle lysene gjorde det ret så pænt. Vi shoppede lidt julerier og nød et glas gløgg.

Vi har endnu engang sagt "farvel og på gensyn" til et par venner og endnu et hold forlader os i marts måned, det er sgu lidt vemodigt - men desværre også en del af "pakken" ved at være udstationeret.

Vejret kan nogle dage være ret så dejligt med høj sol og næsten skyfri himmel. Men mange dage er her gråt og trist med megen forurening. Jeg synes, det er meget generende i øjeblikket, så udendørsaktiviteter er der ikke så mange af.

Vi har hygget os med at lave lidt konfekt til "vores jul". Gode venner har “doneret” Odense Marcipan og nougat, mørk chokolade og mandler. Nam nam, vi er godt i gang med at fortære det. Julemiddagen bliver en oksesteg og ostelagkage. 1. juledag tager vi til "Henkes" til frokost, hvor vi har bestilt "dansk julefrokost" med alt hvad der tilhører.

Julemarked
Derudover har vi ikke de store planer. Stephen skal arbejde lidt mellem jul og nytår - så må Marlene og jeg nyde "at lave ingenting" imens. Kan vi få det til at passe ind i kalenderen, vil vi aflægge Perletårnet, Akvariet og EXPO et visit.

Så alt i alt har vi det alle 3 godt - savner dog jer alle derhjemme - og ikke mindst vores unge studerende i Sabro. Kommer vi ikke hjem før, så har vi dog april måned at se frem til, hvor der både står 80 års fødselsdag og bryllup på programmet.

Endnu engang en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår til jer alle.

Knus og kærlig hilsner

Marlene, Anja og Stephen