18 marts 2016

Mail fra Anja

Shanghai, den 18. marts 2016
Kære alle


Der gik 1, der gik 2 og der gik sørme også 3 hele måneder….
Jeg ved ikke lige helt, hvor tiden er blevet af. Det er ikke fordi her er sket det vilde eller nye ting - men årstiden taget i betragtning er tiden gået ret hurtig alligevel!


Det kinesiske nytår havde vi valgt at tilbringe her i Shanghai i år. Det var vi godt tilfredse med. Vi havde næsten byen for os selv, her var i nogle af dagene meget stille og med tomme gader - ligesom en søndag eftermiddag i Agerbæk i 1980!
Derudover havde vi også nogle af dagene forårs temperaturer helt op til 23 grader - midt i februar - jo jo, det var dejligt. 

Nå, men samtidig med at Marlene har knoklet med skolen og teater kom der lige en blindtarmsbetændelse ind over. Hun var indlagt i 4 dage, hvor hun skulle have antibiotika IV. Området omkring blindtarmen var så betændt, at de ikke ville operere og fjerne blindtarmen, da risikoen for at beskadige de omkringliggende organer var for stor. Hun blev efterfølgende udskrevet med antibiotika, var til kontrol efter en uge, hvor lægen endnu ikke var tilfreds med hende og hun skulle derfor have en uge mere med behandling. Det går bedre nu og hun kæmper lige nu med High School eksamen og er færdig på onsdag. Om 14 dage har hun 10 dages ferie, hvor hun skal opereres og rekreere - dette tidspunkt er valgt for ikke at få mere fravær fra skolen. De vil fjerne blindtarmen med kikkert - så hun slipper med 3 små huller i “mavsen”.


I år har Marlene ikke stået på scenen i skolens musical, derimod har hun været med instruktør, hvilket var meget lærerigt og udfordrende. Hun kunne lide det - men samtidig længtes hun også efter at være med på scenen. Hun havde specifikke opgaver og har evalueret projektet og kan derfor nu også kalde sig “instruktør”.
Stykket de opførte var et stykke, skolens ene teaterlærer (se billede af Marlene og Mr. Gotuaco) selv havde skrevet - om at sætte et teaterstykke op, hvor de brugte så flere musikstykker fra diverse kendte musicals. Flot opsætning!


Det er for et par uger siden blevet afgjort, at vi ikke forlænger vores kontrakt med LEGO herude - og dette betyder, at Stephen og jeg rejser hjem til DK i sidste uge i september. Stephen blev ellers tilbudt at få forlænget vores nuværende kontrakt med et halvt år og efterfølgende en lokalt ansættelse her i Shanghai. Dette takkede vi nej til, da vi gerne vil være “sikret” med forsikringer, bolig m.m. - da visse ting kan blive en større udfordring, når nu det er Kina, vi taler om at opholde sig i. Det halve års forlængelse af den nuværende kontrakt blev vi tilbudt, da Stephen gerne skulle have deltaget i et projekt med at flytte LEGO's hovedkontor i Kina - men nu må LEGO så finde en anden løsning. Ja, hvorfor tog vi ikke imod det halve år - dette fordi, vi skal flytte ud at vores lejlighed med udgangen af september, da vores udlejer selv vil flytte i lejligheden - og vi magter ikke at flytte for et halvt år - Danmark here we come!

Ja, skulle vi blive tilbudt noget andet et andet sted i verden, vil vi kraftigt overveje dette. Men lige nu er det planen at Stephen skal tilbage til Billund og fru Wilson her skal ud på arbejdsmarkedet igen….
Stephen får dog lige lov til at være med til at åbne LEGO's (ja, faktisk også verdens) største LEGO butik her i maj. Den kommer til at ligge i Disneyland her i Shanghai - så vi har da alle 3 planer om, at vi skal et smut i Disneyland, inden sommerferien - måske Morten og Julie skal med.


Morten trives umiddelbart hjemme i Danmark. Han har fået en sød kæreste (vi har hilst på hende på wechat) - men glæder os til at se både hende og Morten “live” igen. De har købt flybilletter hertil og kommer ud og besøger os i 14 dage i juni - når de er færdige med 2. semester. Vi glæder os til at nyde byen med dem - og Morten til at vise Julie, hvor han har levet et års tid.
Når de rejser retur til DK d. 27. juni, rejser Marlene med dem, da hendes visa udløber 30. juni - men jeg kan bekræfte, at hun er klar til at leve i Danmark igen. Stephen og jeg kommer til Danmark på sommerferie et par uger senere - dette vil vi glæde os til. Måske vi skal ud og finde os en lille lejlighed, nu må vi se.


Meeeen - først skal vi til Danmark her i april - for vi skal jo til 80 års fødselsdag og bryllup. Dette glæder vi os meget til. Brylluppet har været planlagt i mere end 1,5 år, så det må der snart være styr på, - må vi da formode.
Tøjet er syet og hentet, jakkesættet er prøvet efter 2 år i skabet - og det passer. Så nu skal der være fest. Ja, et enkelt eller to butterfly har vi også med hjem til Morten.
Vi er dog kun i Danmark en uges tid, da Marlene skal retur til Shanghai og have sidste skoledag med d. 27. april - hov, der er da en eller anden, der har fødselsdag den dag!
Den efterfølgende uge går hun i gang med 3 ugers skriftlig eksamen og har sidste eksamen fredag d. 20. maj.
Derefter kommer der PROM bal på skolen - hvor hun igen skal have den fine kjole luftet.


Håber, I alle har det godt - en rigtig dejlig weekend til jer alle.

Knus og kærlige hilsner 

Anja & co