08 april 2016

Røde kuverter (HóngBāo)

HóngBāo kuvert
Under Qin Dynastiet (ca. 2250 siden) blev det en tradition at sætte en eller flere mønter på et rødt bånd og give det som en gave til dem man holdt af. Mest for at beskytte mod onde ånder. Denne tradition har med tiden ændret sig til, at man giver gaver, som er pakket ind i noget rødt og det er stadigvæk en meget vellidt skik. Kineserne elsker farven rød og betragter rødt som symbol på energi, lykke og held.
Traditionen med at lægge penge i en rød kuvert er nok den de fleste oplever, når de er til fest eller er gæst i Kina. De røde kuverter kaldes for "HóngBāo" (红包 = rød pakke) eller "LiShi" (利是 = godt for handel). Og at det kan være "godt for handel", det kan vi jo se på LEGO regnskabet for 2015.

Kinesiske kys til "handsome man"
Vi har nu afholdt vores "Nytårsfest" (Annual Dinner) her på hovedkontoret i Shanghai. Alle ansatte fra Beijing, Chengdu, Shenzhen og Shanghai var inviteret med til festen, hvor temaet var "Colourful LEGO". Vi skulle alle klæde os en eller flere af farverne rød, sort, gul og hvid, som findes i vores LEGO logo. Jeg valgte ganske diskret at tage en gul T-shirt på, mine røde og sorte briller, et LEGO ur og så mit Batman bælte. Mange andre havde valgt at tage hvidt eller sort tøj på med små kulørte markeringer, som f.eks. et rødt butterfly.

Alt imens vi ventede på at sætte os til bords i salen, stod vi og småsnakkede, nød lidt kager (med forskellige LEGO designs) og beundrede de mange gaver, der sikker skulle deles ud til os. Antallet af LEGO æsker var enormt, men der var også luftrensere, grydesæt, frugtpressere og meget mere. Alle var glade og spændte på, hvad aftenen ville bringe.

Menu
Vi blev "kaldt til bords" og ved hver siddeplads var der selvfølgelig en rød HóngBāo kuvert. Dog ikke med kontanter indeni, men derimod en lille seddel om at 100 RMB ekstra ville blive udbetalt med næste løn. Så var lykken da givet på forhånd og aftenen kunne begynde. Der var masser af underholdning og endnu engang alt for mange kinesiske retter og for lidt vin. Men hyggeligt var det det nu alligevel.

På vej hjemad med en stor LEGO æske og et ægte Beast Headset i kurven på min cykel, var det med lidt vemodigt at jeg tænke på, at det nok var min sidste "firmafest" i Kina. Jeg kommer til at savne dette fantastiske land, som er fyldt med eventyr og anderledes oplevelser.